Selv om det er en del af livets mening at modne sine meninger og præge andre, så kan det undertiden føles trælsomt at skulle stå til rådighed for diverse tv-programmer. Det burde man måske ikke sige højt, for det er trods televisions-fragmenteringen stadig attraktivt at nå flere hundrede tusinde mennesker på én gang, og det er meningsfyldt at lufte sine meninger, når man kan mærke, at man har ramt noget, der optager dagens dansker.
Undertiden kan man havne i den situation, at man ikke er leveringsdygtig i netop dén mening, som det pågældende tv-programs redaktion havde forestillet sig, og at man derfor ikke udgør den ønskede konfrontations-kontrast eller slet og ret fører sagen hen i en af redaktionen uønsket synsvinkel. Så bliver man skrevet ud af drejebogen og har haft en del ulejlighed med diverse frem- og tilbageringende tv-medarbejdere. Alternativet er ren papegøje-praxis, hvor man er så ivrig efter at komme på, at man faktisk er parat til at sige hvad som helst.
DRTV2 havde et interessant experiment i så henseende, hvor det lykkedes en interviewer at få tilfældige forbipasserende til at svare det, han bad dem om, skønt de mente noget helt andet. De havde ondt af manden og kunne godt se, at han skulle bruge nogle bestemte ord i en fart, så de gav efter og opnåede dermed at “komme på“.
Nogle fjernsynsmedarbejdere mener at have første prioritet til ens tid og begynder straks at diktere. Ofte er de mest trygge ved, at man indfinder sig en times tid før nødvendigt. En af undskyldningerne kan være “spidskapacitet i make up-rummet“, men der er snarere tale om en slags sikkerhedsmargin. Man forstår det godt, det kan være hjerteskærende at iagttage et stort tv-holds kollektive fortvivlelse, når der kun er fire minutter til den direkte udsendelse, og den vigtigste debatdeltager stadig ikke har indfundet sig.
Foregår optagelserne derimod på ens domicil, vil dette for en sikkerheds skyld blive omkalfatret. Gardiner fjernes, lamper hejses op, døre nedtages. Dette gælder i særlig grad, hvis der gennemføres en live on tape-udsendelse fra kontoret. Så fiser 15 – 20 mennesker rundt mellem hinanden og 300 km. kabler plus projektører og borde med halvspiste frøsnappere og kaffesjatter. Halve og hele dage kan gå med at slæbe op, pakke ud, stille op, lede, hente, samle, prøve, ændre, bruge, pakke ned, slæbe ned, køre væk og lægge på plads. Alle disse mennesker får naturligvis hyre for deres slid.
De medvirkende forventes at optræde gratis, medmindre de er medlem af Artist- eller Skuespillerforbundet. Vederlaget ligger i reklameværdien. Man skal være taknemmelig for at blive exponeret overfor 600.000 øjne, og derfor taxeres en halv dags snik-snak højst til en vingave, men så slipper man jo osse for bøvl med skattevæsenet.
De rå og råbende debatudsendelser med slagfærdige værter, vi forventes at være på fornavn med, er for en tid visnet. Alt for mange kombattanter gik alt for frustrerede hjem fra studiet og følte, at de ikke havde fået lejlighed til at tale ud, mens seerne lod sig fascinere af verbalopgørene. Vi var en del, der fra tid til anden sagde nej tak til at spendere en aften i meningsmanegen med risiko for at havne i en gordisk ordknude.
For stjernernes bagland må det ofte være et helvede at finde og vinde de rigtige personer. Man kunne fx forestille sig, at det kræver en del jagen og snagen at skaffe talekvæg til programmer som “Det Ny Synnøve“ på TV-Chicago, selv om ubefæstede sjæle let lader sig forlokke ved tanken om at blive verdensberømt i et kvarters tid på en lokalkanal.
At stille op i tv er en del af ens personlige markedsføring. Man skal kun sige ja, hvis man har noget på hjerte, og man skal holde sig fra de programmer, man ikke selv ville have set, for så er man ved at bevæge sig væk fra sin egen målgruppe.