“Gi speeder-foden en fridag“, og “er gear-armen udkørt?“, er nogle af de overskrifter danskerne kan møde, når Miljøtrafikugen går i luften i næste uge. Det er anden gang, at Danmark er med i den internationale Miljøtrafikuge, og Courage Euro RSCG, der vandt opgaven i udbud i foråret, har valgt at give kampagnen et humoristisk islæt.
– Vi tror ikke på løftede pegefingre, det er udansk og giver en negativ attitude. Derfor har vi valgt at appellere til danskerne via humor om at vælge at lade bilen stå til småturene f.eks. ned til bageren, eller når børnene skal køres til skole lige rundt om hjørnet. Og så opfordrer kampagnen også til samkørsel, fortæller direktør Donald Nekman fra Courage Euro RSCG, og fortsætter:
– Det handler jo om at gøre noget godt for miljøet, ens egen sundhed og pengepung. Og man kan aflaste alle tre dele, hvis man bare tænker sig en lille smule om og ikke bare starter bilen, når man skal ud på småture.

LANDSDæKKENDE KAMPAGNE-åBNING
Trafikministeriet og Miljøstyrelsen står bag kampagnen. Men det er op til de enkelte kommuner at gennemføre kampagnen.
– Som noget nyt kommer der en bred åbning af kampagnen. Det vil sige, at der ud over en række events vil blive kørt landsdækkende annoncer op til Miljøtrafikuge-starten. Og 60 kommuner, i alt 25 procent, har tilmeldt sig som aktive. Det er en stigning på 33 procent i forhold til sidste år, hvilket vi er meget tilfredse med, tilføjer Donald Nekman.
Kommunerne kan vælge at bruge kampagne-materialet, der består af annoncer, plakater, go-cards, foldere, bannere, m.v. i kombination med lokale aktiviteter.