Da Jesper Sehested Lund kort før jul valgte at stoppe som adm. direktør for TvDanmark og SBS Broadcast Danmark, gik der ikke lang tid inden spekulationerne begyndte. Hvem skulle afløse i stillingen som chef for tv-stationen, der ofte er blevet benævnt ”klassens frække dreng”?
Jobbet som chef for TvDanmark kræver en god fornemmelse af tv-mediet, kombineret med en god indsigt i det at styre et mediehus. Den nye direktør vil nemlig, hvis man vælger den samme model som med Jesper Sehested Lund, også blive direktør for SBS i Danmark, og dermed få ansvaret for tre radiostationer. Da TvDanmark i det seneste år har tabt terræn til konkurrenterne i kampen om at opnå sorte tal på bundlinien, er der derfor også behov for en chef med programindsigt. TvDanmark har allerede nu meldt ud, at en af de store satsninger i foråret bliver en særlig Big Brother VIP, men for en ny direktør vil programmæssig baggrund være en stor fordel. Derimod skal en direktør for TvDanmark og SBS også have en god kommerciel fornemmelse af markedet.
Blandt de mulige kandidater som Markedsføring har fundet frem til ved at snakke med personer i branchen er personer fra mediabureauer, konkurrenter og produktionsmiljøet.
To mulige bud fra mediabureauerne er Johan Boserup, direktør og tv-anvarlig på OMD og Jonas Hemmingsen, direktør for Mediacom. Jonas Hemmingsen har en fortid i det spæde SBS. Også Herman Harraldsson
fra OMD nævnes som et bud. For alle tre gælder det, at der er tale om personer med god kommerciel kendskab til markedet.
Blandt personer med direkte medie- og programkendskab nævnes tre personer, der har eller har haft erfaring hos den konkurrerende kanal TV3. Som et bud nævnes Steen Ulf Jensen, tidligere direktør i TV3/Viasat i Danmark og London. Steen Ulf arbejder nu som konsulent for TV 2 Zulu. Et andet bud er Hans Christian Mortensen, der i dag chef for Viasat Broadcasting, London. Han betegnes af flere som TV3s ”unge håb”, mens Steen Ulf Jensen er en person med en mangeårig tv-erfaring. Også den tidligere direktør for TV3, Lars Bo Andersen nævnes som et bud på direktør-posten. Han er en person med en god program-erfaring.
Den netop aftrådte direktør for McCann i Danmark, Steen Christiansen og Ole Enggaard, tidligere direktør for Mediaedge nævnes også som to bud på ledige direktører med en god kommerciel baggrund. Sidstnævnte også med en bred tv-erfaring.
Som to bud på en indholdstunge personer nævnes Jesper Klit, tidligere direktør i Nordisk Film, og TvDanmark’s tidligere programdirektør, Poul Gazan, der fra sit mangeårige parløb med Jesper Sehested Lund har en god fornemmelse for miljøet på både TvDanmark og SBS.
Det er stadig usikkert, hvornår den nye direktør skal udpeges, men indtil videre varetager salgsdirektør Jan Hjøllund jobbet som konstitueret adm. direktør.
jür