Der er nye, tunge drenge på plads ved bedømmelsen af den digitale kommunikation, når Danish Digital Awards inviterer til indsendelser med deadline den 21. februar.
– Vi har samlet de tungeste marketingfolk i jury-arbejdet, siger Kim Jong Andersen, juryformand for det første DDA-show. ”Vi er oppe på 130, og cirka halvdelen kommer fra annoncørsiden, så vi sikrer det forretningsmæssige fokus bevares, når vi uddeler hæderen.”
– Jeg er stærkt imponeret af kvaliteten i juryen, tilføjer Otto B. Christiansen, direktør i dansk Annoncørforening, der arrangerer den nye Award, men som stadig nægter, at DDA15 er en konkurrent til DIA15.
– Man kan endda sige, at det er langt bedre at få bureauerne til at tone rent flag. Nogle vil hellere tækkes medierne, og de sender ind til DIA15. Andre vil hellere styrke annoncørernes forretning, og de sender ind i DDA15. En del vil sende arbejder ind begge steder, og det er efter vores mening helt fint.
Men hvilke kvaliteter bringer de mange CMOer så ind i DDAs juryarbejde?
– Udover at vi naturligvis trækker på tunge kræfter på direktionsniveau fra både kunde- og bureausiden for at bevare det strategiske perspektiv, udmærker vores jury og især vores gruppe af juryledere sig ved at være meget ”hands on” med det digitale arbejde, siger Kim Jong Andersen.
– Jeg har lagt udpræget vægt på, at de bedste digitale arbejder skal bedømmes af folk, der rent faktisk kan finde rundt og betjene sig af værktøjerne i det digitale maskinrum. Det gælder på både kunde- og bureausiden.
– Derfor inkluderer vores jury også en større flok af de “operatører”, man måske normalt ikke ser til award shows, men som rent faktisk er dem, der får tingene til at ske, slutter Kim Jong Andersen.
Tilmelding senest 21. februar. Læs mere om juryen og tilmelding her.