Store grupper af danskere er dårligt kørende, når det gælder it-færdigheder. Det viser en ny rapport, som Teknologisk Institut har udarbejdet på vegne af IT- og Telestyrelsen. I alt 1547 borgere er blevet målt på 34 færdigheder inden for it og den tilhørende kommunikation. 62 procent havner i en af de to bedste grupper, mens 38 procent sakker bagud på niveau 0 eller 1.
Samtidig vurderes det i rapporten, at 69 procent i den erhvervsaktive alder ligger under det niveau, der vil være nødvendigt i 2012. Dette gælder desuden 90 procent af borgerne uden for den erhvervsaktive alder. Og tidens gang vil alene ikke være nok til at få danskerne op på det nødvendige niveau, fremgår det af rapporten.
Der vil være god økonomi i at få danskerne op på et bedre it-niveau, mener Teknologisk Institut. Hvis alle borgere i arbejdsstyrken skal bringes op på minimum det næstbedste it-niveau, vil det koste omkring 38 milliarder kroner. Nettogevinsten frem til 2012 ville i så fald beløbe sig til næsten 59 milliarder kroner.
/ritzau/