Mange bilejere er ikke klar over, at der er behov for at få deres bil undersøgt grundigt – også selv om den er helt ny. For nye biler er ofte fulde af fejl. Det viser en svensk undersøgelse foretaget af det svenske motormagasin Motormännen, som har gransket 16.547 biler fordelt på 41 mærker. Undersøgelsen konkluderer, at der er fejl på 49 pct. af Volvo V50, 44 pct. af Volkswagen Passat og Mercedes Benz B-klasse, for blot at nævne nogle.
Derfor kan det betale sig for ejere af nye biler at få en fagmand til at gennemgå deres bil, så eventuelle fejl kan blive repareret, inden fabriksgarantien udløber. Det budskab vil Applus­+ Bilsyn gerne have ud til forbrugerne og har søsat en tv-kampagne, der gør danske bilejere opmærksomme på gevinsten ved dette produkt, som bl.a. også FDM tilbyder.
– Konkurrencen på markedet bliver stadig hårdere, og det er vigtigt at forny sin markedsføring for at blive husket af kunderne. Vi vælger at bruge tv-mediet, da budskabet kommer bredt ud, og fordi vi gerne vil forbinde bilsyn med noget muntert, som folk husker, siger Arne Willerslev, adm. direktør. for Applus+ Bilsyn.
Applus+ Bilsyns spots behandler en række problematiske situationer, f.eks. svigerforældrene, der kommer på uanmeldt besøg, bedst som svigersønnen træder ind i stuen – iført latexdragt. Pointe: Der er nogen ting i livet, man helst vil være foruden – det gælder bl.a. fejl på den nye bil.