Det er åbenbart en udbredt disciplin at udsætte tingene til sidste øjeblik. For selvom stort set alle danskere er klar over, at det analoge tv-signal slukkes om halvanden måned, er der stadig 200.000 husstande, der mangler at blive klart til den digitale tv-tidsalder.
Det viser en ny måling fra TNS Gallup.
94 procent af alle danskere ved, at det analoge tv-signal slukkes den 31. oktober 2009, og 79 procent har fundet ud af, om de er berørte eller ej.
Men samtidig viser det sig altså, at ud af oprindeligt 627.000 husstande, mangler 200.000 at blive klar.
Det bekymrer dog ikke Radio- og tv-nævnets formand Christian Scherfig, der er tilfreds med målingen.
– Vi har hele tiden vidst, at den store konverteringsbølge kommer sent op til overgangen, men vi kan konstatere, at danskerne er klar, både hvad angår viden om slukningsdatoen og kendskab til egen situation. Målingen ligger generelt højere, end vi havde forventet på nuværende tidspunkt. Nu mangler vi bare at se de sidste af de berørte husholdninger indkøbe nyt modtagerudstyr eller skifte tv-platform, siger han i en pressemeddelelse.
Staten har afgivet 43 millioner kroner til kampagnen om det analoge sluk, som blev skudt i gang i slutningen af 2008.