Forbrugerne skal tænke sig om, før de investerer i et fladskærms-tv. Antallet af klager til Forbrugerstyrelsen er eksploderet, men ofte er der ikke noget galt med fjernsynet. Der er simpelthen tale om dyre fejlkøb. Derfor lancerer Forbrugerstyrelsen en guide på sin hjemmeside. Her er gode råd om, hvad man ud over pris og størrelse bør tjekke, når man går på jagt i fladskærms-junglen.
– Vi håber at kunne hjælpe forbrugerne, så de kan træffe det valg, der er rigtigst for dem, inden de lægger pengene på disken, forklarer styrelsens direktør Louise Holck.
Blandt andet skal man se, om billedet også er godt, hvis man ser det lidt fra siden, og om tv’et har de nødvendige stik og indgange.
Salget af fladskærme er fordoblet fra 200.000 i 2005 til 400.000 i 2006. I samme periode steg antallet af henvendelser til Forbrugerstyrelsens hotline fra 400 til 900.
/ritzau