Tele 2’s aggressive markedsføring har medført mere end 70 klager fra folk, som ufrivilligt er blevet oprettet som kunder hos TDC’s konkurrent, Tele2.
Typisk er det sket, efter at klageren har mødt en Tele2-sælger på gaden, som hævder kun at ville sende informationsmateriale om Tele2 – men som i virkeligheden overfører folk fra TDC til Tele2, så snart navn, adresse og underskrift er i hus.
– Det er en meget aggressiv markedsføring. Hvis Tele2 udfylder kontrakter uden kundens accept, så er det en klar overtrædelse af markedsføringsloven, siger Anette Høyrup, jurist hos Forbrugerrådet, til Politiken.
Det er ikke første gang, at Tele2 er i vælten. I efteråret 2002 havde selskabet sælgere ude på skoler for at tilbyde gratis taletidskort til børn i den tidlige teenagealder. Disse blev samtidig overført til Tele2, selv om de ikke var myndige til at skrive under på en kontrakt.