Boligannoncerne hober sig op på nettet – og mange boligejere må efterhånden opgive at sælge og pille annoncen af igen. Det er det billede, der tegner sig, hvis man ser på Realkreditrådets boligudbudsstatistik for november 2007.
Mere end 55.000 ejerboliger var til salg. Det er stort set lige så mange som i oktober, men det er markant flere end samme periode sidste år, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Selvom boligmarkedet er gået i stå, så piller mange deres boligannonce væk fra nettet. Der blev nedtaget i alt 8345 boliger fra internettet i løbet af november – mod 7900 i november 2006 – men det skyldes ikke nødvendigvis, at boligejeren har fundet en køber.
– Vi vurderer, at en del af de nedtagne boliger ikke er solgt. De er nedtaget, fordi sælgeren enten har opgivet eller valgt at udskyde salget, siger Ane Arnth Jensen.
/ritzau/