Håbet var lysegrønt, da det i går blev annonceret, at Danmark havde fået hele elleve nomineringer mod kun fire sidste år. Men da resultatet af Press & Poster konkurrencen ved årets reklamefestival i Cannes blev gjort op, var der ingen løver blandt nomineringerne.
Ovre på den anden side af sundet har de til gengæld grund til at juble. Paradiset DDB Sverige løb af med Grand Prix for Diesel. En kampagne der var i meget stærk konkurrence med Volkswagen Beetle. Men Diesel vandt, ifølge juryen, på “at den lægger op til at folk skal tænke lidt mere”.
– Det fatter jeg simpelthen ikke, udbryder kreativ direktør Thomas Hoffmann, der sad i selv samme jury sidste år:
– Kampagnen er jo direkte forvirrende, samtidig med, at stilen er set mange gange før. Så havde det næsten været bedre, hvis kampagnen for Volkswagen Beetle havde vundet Grand Prix, siger Thomas Hoffmann, der tydeligvis er skuffet over, at Danmark ikke har vundet nogle løver.
– Jeg var ellers ret sikker på, at i hvert fald Kikoman havde fået en bronzeløve, men sådan kan det gå, mange nomineringer er jo ingen garanti. pia