Rykkere, rudekuverter og en pinlig plads i et register over dårlige betalere. Det er hverdag for flere og flere unge danskere, skriver Politiken.
Antallet af nuværende og tidligere SU-modtagere, der misligholder deres lån, er på 10 år skudt i vejret fra 36.000 i 2000 til 54.700 i 2009 – en stigning på over 50 procent. De 21-30-årige, der er registreret som dårlige betalere i RKI-registeret, er i år steget til historisk høje 48.600, oplyser kreditbureauet Experian til Politiken. Og det er i høj grad unge, der dropper uddannelsen, som ender i gældsfælden, viser en ny undersøgelse, som Ungdommens AnalyseEnhed har foretaget.
Hver tredje af de unge, der har uddannelseslån, men som vælger at afbryde uddannelsen, ender med at få problemer med at betale det, de skylder.
De unge, som får problemer med gælden, bliver først meget sent klar over, at de er på vej ud i uføre, viser undersøgelsen.