Det bliver dyrt at få gran i stuen i år – hvis man overhovedet kan få fat i et træ, for de fleste sendes til udlandet. Der er alvorlig risiko for, at det gamle plasticjuletræ må støves af om et par måneder, for det kan komme til at knibe med at få fat i den ægte vare.
Den norske juletræbranche bekræfter tendensen. Norge eksporterer i år 70.000 juletræer til Danmark, England, Tyskland, Schweiz og Østrig, men den strenge vinter har skadet mange træer både i Norge og i flere andre store europæiske juletrælande. Sidste år måtte man punge dyrt ud i Norge, hvis man skulle have et ægte juletræ på grund af den store efterspørgsel. Også i Danmark bliver det dyrere at få juletræ i år. 75 procent af træerne er nemlig allerede solgt til udlandet.
–Juletræerne kommer til at koste mere. Der er simpelt hen ikke juletræer nok, sagde direktøren for Dansk Juletræsdyrkerforening, Kaj Østergaard, forleden.
Han spår, at priserne igen vil falde om tre-fire år.
Business.dk