1999 blev året, hvor flere af aktørerne i telebranchen valgte at skære gevaldigt i reklamebudgettet også på print. Fire teleselskaber, Telia, Sonofon, TeleDanmark Mobil og Tele2 markerer sig blandt de dagbladsannoncører, der har haft den største nedgang i antallet af mm i 1999 i forhold til året før. På listen finder man desuden tre politiske partier, som var aktive i 1998 på grund af valget. Også Storebæltsforbindelsen reducerede kraftigt i deres printbudget i 1999 efter, at broen stod klar.
Men på listen finder man også enkelte detailkæder bl.a. Magasin, som brugte godt 12 millioner kroner mindre på printannoncering i 1999. Der er to årsager til reduceringen.
– For det første har dagbladene stadig vanskeligt ved at honorere de annoncører, som vil have måling på annoncekroner. De er mangelfulde på garantitiden og fantasifulde på rabatsiden, siger Martin Delfer, der er marketingdirektør hos Magasin.
Den anden årsag til annoncereduktionen er, at Magasin i år har valgt at opkvalificere deres katalogdel ved at lancere et katalog med magasin-elementer. I år vil man derfor foretage endnu en reduktion på printbudgettet.
– Dagblade er gode til daglige tilbud, men for os er det et taktisk medie. Vi vil gerne give vores nye magasin en chance. Hvis vi skal gøre et helhjertet forsøg på det, skal vi ikke sprede os på mange forskellige medier, men satse smalt, siger han.