Reklamebureauet Maraschino støtter foreningen Demokratiske Muslimer ved at tilbyde dem at stå vederlagsfrit til rådighed med udviklingen af de oplysningsmaterialer mv., som foreningen skal bruge i forbindelse med stiftelsen. Marachino har selv nydanske medarbejdere i sin stab, men arbejder normalt ikke for politiske eller religiøse foreninger.
– Jeg har altid set forskellighed som en stor styrke, ikke mindst i en kreativ branche som vores. Så jeg er helt bevidst gået efter at ansætte personer med forskellig etnisk baggrund. I forbindelse med Muhammed-tegningerne har vi haft nogle interessante diskussioner over frokostbordet her på bureauet, og de mundede blandt andet ud i et forslag om at støtte Demokratiske Muslimer, siger adm. direktør Susan Hjorslev Lund.
– Jeg er sikker på, at foreningen vil komme til at spille en stor rolle i bestræbelserne på at sikre fredelig sameksistens baseret på demokratiske principper i Danmark. Og det vil vi meget gerne støtte.