Den danske bonde er klog – han sælger smørret til England og spiser margarine i stedet. Sådan stod der i de gamle skolebøger, da Danmark endnu var et landbrugssamfund. I dag er det lige så almindeligt at smøre OMA på brødet som at blande Rich’s i kaffen. Margarine er for tabere. De unge familier steger i olie og har blandingsprodukter som Kærgården (75 % smør, 25 % planteolie) i køleskabet. Levnedsmiddelindustrien og cateringsektoren bruger stadig en hel del sildeoliemargarine med et solidt indhold af transfedtsyre til alt fra wienerbrød til forloren bearnaisesauce, men det lægger forbrugerne ikke mærke til.
Nu vender margarinebøtten. I uge 39 lanceres et helt nyt produkt, som næsten ikke kan undgå at vække opmærksomhed. Becel pro.activ introduceres på det danske marked som functional food, altså et ernæringsberiget næringsmiddel, der gavner helbredet. Løftet til forbrugerne er, at Becel pro.activ kan nedsætte kolesteroltallet med 10-15 % i løbet af tre uger. Det kaldes “et nyt smørbart plantefedtstof med plantesteroler, der findes naturligt i planteolier, rødder og kerner”. Mirakelmidlet sælges i bægre 250 gram til en vejledende udsalgspris på 29,95 kr.
Dette bidrag til højnelse af folkesundheden præsenteres af Unilever Bestfood, som har lagt ordet “margarine” bag sig og udelukkende taler om “spreadables” i præsentationen af deres brands på www.unilever.com. Fra at være underklassens billige fedtstof skal margarinen nu ophøjes til helsefremmende luksus, og hvis man kan slippe for at dø i utide ved at tvære Becel pro.activ ud over klidbrødet, er en kilopris på 119,80 kr. vel ikke for meget.
Unilevers margarineprodukter var for nedadgående indtil de lancerede Proactiv, som reducerer kolesteroltallet. Reklamekampagnen fokuserede på lykkelige forbrugere over 50 år. Ifølge Jean Marc Liduena fra Unilever Bestfoods Europe har succesen med Proactiv været så stor, at margarinedivisionen igen giver overskud. Sådan skrev The Economist den 10. august i en artikel om udvikling og markedsføring af ydelser til den voksende gruppe af velstående ældre. I en forhandlerannonce i Dansk Handelsblad oplyser leverandøren, at “siden lanceringen af Becel pro.activ i 2000 har hele Becel serien fordoblet værdiandelen i margarinesegmentet”.
De gamle margarinekonger Otto Mønsted og Johannes Vang Lauridsen (Alfa) ville lette på den høje hat, hvis de vidste, at deres kunstsmør er ophøjet til medicin. Nok tilsatte de vitaminer for at fremme folkesundheden, men de havde næppe i deres vildeste fantasi forestillet sig, at efterligningen en dag skulle blive den ægte vare og blive et højinteresseprodukt, som praktiserende læger trygt kan anbefale deres hjertepatienter. Den videnskabelige dokumentation beviser effekten, og der er afsat annoncekroner til Dagens Medicin. Om steroler (der ikke nævnes i leksikonet) er det samme som steroider (hvortil kolesterol hører) vil blive opklaret senere. Et steroid har en karakteristisk ringstruktur og grundskelettet 1,2-cyclopentanoperhydrofenantren.
Hidtil har levnedsmiddellovgivningen forbudt anprisninger som “for dig, der vil sænke dit kolesteroltal”. En finsk fabrikant, Raiso Benecol, der forsøgte sig på det danske marked, fik en over snuden af Levnedsmiddelkontrollen i Århus og måtte forlade markedet, selv om de forbudte ord var udstreget i annoncerne. Unilever Bestfood har imidlertid fået godkendt Becel pro.activ i EU, og “uvildige advokater” garanterer, at EU-retten går forud for dansk lovgivning. Denne kendsgerning er blevet meddelt myndighederne, som risikerer at bringe Danmark i fedtefadet ved at forbyde den meget direkte markedsføring, også kaldet “seriøs kommunikation, der nøje er afstemt med kravene fra EU”. Ord som blodtryk og forkalkning er luget væk.
Når det skal være så dyrt at blive proaktiv og narre manden med leen, skyldes det de høje omkostninger ved at udvinde disse steroler. Der er vel nærmest tale om en slags oliernes olie, der i sig rummer livets kilde og derfor må koste det samme som oksefilet og bourgogne. Med ærefrygt vil dette “spreadable” blive stillet på en sølvbakke, så frokostgæsterne kan måbe over at få lov at smage den vidunderlige livsforlænger og næsten fysisk føle, at deres organisme tilføres naturens egne kraftmolekyler.
Dansk lovgivning er stille og roligt ved at blive rettet ind, så den ikke er i strid med Unionens regler. Folketinget vedtager hvert år 200 nye love, og de er alle afstemt med EU-retten. Sådan er virkeligheden, og det kan kun komme bag på de mest naive, som aldrig har gidet læse blot de første linier af Romtraktaten, hvor de kontraherende lande “er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”. Det stemte befolkningen ja til den 2. oktober 1972, og derfor er Unionen i sin gode ret til at tillade funktionelt fedtstof til fyrstepris.