På mindst ét punkt kan man godt glemme tesen om den Radikale tøven. Margrethe Vestager var allerede i 2009 på Twitter, og hun er suverænt den ”nuværende” danske politiker med flest followers på Twitter. I nat rundede hun 30.000, og selv om der er langt op til Caroline Wozniackis 463.000, og Anders Fogh Rasmussens 130.000, er Vestagers tal imponerende.

Ikke mindst fordi Anders Foghs skare rækker langt ud globalt og især i USA, hvor den militære logik altid er på dagsordenen, og tennisstjernens skare giver sig selv. Hun er i særklasse den mest kendte danske atlet med en fanskare, der også favner Ouagadougou – som alle jo ved er hovedstaden i Burkina Faso.

– Vi var tidligt ude, fordi vi troede på, at den oprigtige kommunikation er den bedste måde at positionere en politiker på, siger Jacob Packert, kampagneansvarlig hos De Radikale Venstre. ”Nøgleordet var og er ”autenticitet”, og Margrethe købte med det samme ind på idéen.”

Autenticitet, er det ikke varm luft?

– Nej, meget, meget langt fra. Det er selve kernen. Et tweet skal komme fra et menneske, der vil meddele sig personligt. Margrethe gør det selv, uanset om det er fra hendes morgenløbetur, ministeriet eller et Ecofin møde. Det er hendes egne ord, og hun står inde for kommunikationen. Og så er hun glad for at tage billeder, så de indgår i hendes tweets, når det passer hende.

En kampagnestab eller et PR-bureau dur ikke?

– Ikke efter min mening. Det vil altid ”lugte af” PR, og der vil være kompromisser, overvejelser og unødvendig forsinkelse. Twitter handler også om spontanitet og hastighed – ud over autenticiteten. Men jeg vil ikke tages til indtægt for, hvordan en virksomheds topchef burde tweete. Det er muligt, det kan styres af andre folk, men jeg vil ikke anbefale det.

Andre politikere burde gøre det samme?

– Ikke nødvendigvis. Man skal ikke tweete, hvis det kun ses som en ny form for PR. Det er også PR, men ikke kun. Et tweet skal være ærligt, og det er en hurtig kommunikation, der breder kendskabet til personen ud. Jeg ved fx, at Lars Løkke ikke har tweetet siden valget, og det går ikke efter min mening.

Kontinuiteten er vigtig?

– Præcis. Er man omkring sin dagligdag med små spøjse beskeder, er det lettere at blive taget alvorligt, når man er seriøs. Margrethe skrev fx i slutningen af VM-finalen i håndbold: ”Æv.” Længere var den ikke.

Skal Twitter kædes sammen med et site eller fx Facebook?

– Gerne, men bestemt ikke nødvendigvis. Naturligvis sender Margrethe sine followers videre til vores hovedsite, hvis det er hensigtsmæssigt. Men jeg tror, man skal skelne mellem et tweet og Facebook, fordi det sidstnævnte jo er befolket af erklærede venner. Det er et forum, hvor man deler sorger og glæder og tips osv.

– I min optik er Facebook mere privat, end Twitter behøver at være. Når du tweeter har du uredigeret og lynhurtigt fat i dine followers. De 140 karakterer sætter jo en grænse. Men et tweet kan også være præcist. Da hun forleden så Lincoln-filmen, fik hun fortalt, hvordan en dedikeret mand ændrede historien. Det havde en læserbrevs-redaktør næppe trykt en uges tid senere.

Så Twitter er også en langsigtet affære?

– Ja, Twitter er en del af en langsigtet kommunikations-strategi. Man får ikke followers i løbet af de første måneder. Man skal bevise, man har noget på hjerte, og i politikeres verden også sige noget relevant mellem valgene. Det giver taletid under valgene og i situationer, hvor man har behov for at adressere et problem, slutter Jacob Packert.

Her poster Margrethe Vestager et billede.

Og her skriver hun om Lincoln.