Det går dårligt for dagbladenes printudgaver, men glimrende for deres online versioner.
De fem store dagblades online versioner, Politikken, Berlingske, Jyllandsposten, Ekstra Bladet og B.T. er inden for det sidste år samlet steget med 34 procent i antallet af unikke brugere, målt på dem der går på internettet hjemmefra.
Formiddagsbladene samt Berlingske Tidende er gået betydeligt frem, også når man tager højde for den generelle stigning i antallet af brugere på nettet. B.T. har mere end fordoblet deres læserskare i løbet af 12 måneder. Kun Jyllands-Posten synes at have mistet pusten. Selvom Jyllands-Posten var det første dagblad der virkelig tog nettet alvorligt og leverede glimrende brugeroplevelser i slutningen af 90erne, er de blevet overhalet af deres mere innovative konkurrenter.
Dagbladenes online versioner vil i fremtiden også tiltrække endnu flere brugere i takt med at flere og flere bruger de hurtige internet-opkoblinger, dvs. mere end et 56K modem. De hurtige forbindelser giver mulighed for at benytte film og lyd, og dermed får brugeren en oplevelse der klart overgår printversionerne. I Danmark har 13 procent af de aktive internetbrugere højhastighedsforbindelser hjemmefra. Det tal er i kraftig vækst, kun begrænset af udbydernes evne til at skaffe forbindelserne.
Nye analyser fra Nielsen//Netratings viser at brugere med internet-bredbåndsadgang hjemmefra bruger nettet markant mere end dem med modemforbindelser. De 13 procent med bredbåndsadgang står for mere end halvdelen af al forbrug på nettet.
Denne adfærd betyder, at internet-medierne står foran en væsentlig stigning i trafikken i takt med udbredelsen af højhastigheder. Det vil også komme dagbladenes online versioner til gode. Derimod tegner det til at oplagsnedgangen, såvel som annoncenedgangen på print vil fortsætte i takt med, at brugerne henter deres nyheder online i stedet for at købe printudgaven.


Illustration:
Graf, som både ligger i fotomappen og også er mailet til dig…..