Dermed gik det ikke helt så galt, som det blev spået i efteråret, hvor det forlød, at bunden stort set var røget ud af det danske reklamemarked.

Reklameforbruget faldt således til 4,9 mia. kr. i 2012 mod en samlet omsætning på 5,1 mia. kr. i 2011.

De internetbaserede medier blev – ikke overraskende – årets vindere, da Search- og Digitale-medier voksede med henholdsvis 15 procent og fem procent i 2012, lyder det i en pressemeddelelse.

Search-medier dækker over søgemaskine-markedsføring, mens Digitale -medier omfatter reklamer på kommercielle danske websites så som bannere, jobannoncer og permission marketing reklame.

Til sammenligning har andre store mediegrupper oplevet tilbagegang i 2012.

TV er gået fem procent tilbage, Magasiner med 10, mens Dagblade er gået hele 15 procent tilbage.

Blandt de mindre mediegrupper i Mediaindexet har Biograf-medier haft den største vækst med en fremgang på 17 procent. 

I den anden ende af spektret er Outdoor og Fagblade/tidsskrifter begge gået tilbage med 13 procent.

– Vi vidste jo godt, at 2012 ikke blev et fantastisk år målt på medieomsætning. Spørgsmålet var ikke m medomsætningen faldt, men hvor meget den faldt og her er den gode nyhed, faldet blev på 4% og er derfor ikke helt så stort som frygtet, siger Tine Aurvig-Huggenberger, der er direktør for Kreativitet & Kommunikation.

Stabilt trods ændringer

Markedsvilkårene for Adresseløse forsendelser og Radio-medier har ændret sig i det forløbne år, og det har påvirket omsætningen på begge områder.

Gennem store dele af 2012 blev der varslet en reklameskat relateret til Adresseløse forsendelser. Alligevel er denne mediegruppe blot gået tilbage med en enkelt procent.

På Radio-markedet er den helt store ændring, at SBS’ kommercielle radiokanaler nu kan tilbyde et reelt landsdækkende alternativ til DR’s P3.

Det har været en medvirkende faktor til, at det samlede Radio-markedet kun er faldet med to procent, lyder det i pressemeddelelsen.