Så er den gal igen, viser DRRB’s mediaindeks. Samlet set indledes efteråret med et fald på annonceomsætningen på 12%. Fra 499 mio. kr. i 2. kvartal til 443 mio. kr. i 3. kvartal. Og det er en udvikling i den forkerte retning, mener DRRB-direktøren:

– Det ville være løgn at sige, at det ser fantastisk ud på mediemarkedet. Tallene er udtryk for den generelle tilstand i dansk erhvervsliv, der i den grad halter efter i 2012. Jeg synes derfor, at det er vigtigt at understrege, at der ikke er yderligere behov for regulering og afgifter fra politisk side, siger Tine Aurvig-Huggenberger med en slet skjult pegefinger rettet mod reklameskatter og andre afgifter på danske virksomheder.

De fleste mediegrupper har oplevet fald i september og for 3. kvartal 2012 i sin helhed. Printmedierne er de store tabere: Dagblade, magasiner og fagblade har oplevet et fald på henholdsvis 12%, 8% og 9% i 3. kvartal og i september på hhv. 25%, 23% og 31%.

Outdoor er faldet med 15% i de seneste tre måneder, mens september viser en nedgang på 23%. Biograferne holder stand med en fremgang over tre måneder på 2%, men er dog noteret for et fald på 31% i september. Year to Date er biograferne dog oppe med 3%.

TV er stadig det stærkeste medie og er nede med 3% såvel i september som for hele 3. kvartal. Year to Date er tv faldet med 5%.

Search, der er et af de mindre marketing-felter, er ene om at stige i september, i 3. kvartal og hen over hele året på hhv. 17%, 14% og 13%. Digital er oppe med 3% på årsbasis, 9% i 3. kvartal, mens kanalerne mistede 20% af omsætningen i september. Det sidste tal er ikke forklaret.

Samlet for 2012 er medieomsætningen faldet med 5% til 3,55 mia. kr. sammenlignet med samme periode sidste år. DRRB forventer, at den faldende udvikling vil forsætte resten af 2012.