Støvet fra fortiden er væk og dotcom er lagt i glemmebogen.
På mange af internetmedierne er der igen positive toner, og det skyldes ikke kun, at mange af dem er begyndt at blive profitable og generere overskud til ejerne, men mange af dem oplever en stigende interesse for at bruge internettet til markedsføring.
Ifølge FDIM, Foreningen af Danske Intenetmedier, bliver den samlede omsætning tæt på en milliard kroner i år, og det er en stigning på næsten 25 procent. Alene markedet for bannerannoncering vil i år nå en samlet omsætning på næsten 400 millioner kroner. Derudover regner FDIM med at job-markedet vil ligge på 200 millioner, mens markedet for telefonrubrik-annoncer skønnes at ligge på omkring 250 millioner kroner. Andre rubrikmarkeder indenfor biler, bolig , rejse og kontakt forventes at ligge på 50 millioner og direct mails på 20 millioner kroner. Endelig er der hele den hastigt voksende marked for search-annoncering, som især Google står bag. Det marked er kun delvist indeholdt i omsætningen for banner-annoncering. Google i Danmark anslås af FDIM til at have en omsætning på over 100 millioner kroner.
Samlet bliver det over en milliard kroner, og på den måde lægger FDIM op til, at internettet vil komme ud med en meget betragtelig vækst, når Reklameforbrugsundersøgelsen fra Dansk Oplagskontrol kommer til næste sommer. FDIM er med til at opgøre markedet, som i 2004 blev opgjort til 582 mio. kr..
Formanden for FDIM, Christian Peytz, ser udviklingen som et udtryk for, at internetmarkedet er mere end blot modnet.
– Der er fuld kraft på kedlerne. Sidste år var året, hvor vi blev taget alvorligt igen efter en række år i skyggen af dotcom-nedbruddet. Men i år har mange af medierne oplevet vækstrater, som i de gamle dage, siger Christian Peytz, der tror at den nye ud vikling i markedet skyldes flere faktorer. For det første er mange af medierne blevet profitable, for det andet har flere store annoncører fået øjnene op for mediet og endelig har markedet bevæget sig væk fra den bevidstløse afregning på respons.
– Overordnet vokser netmediernes annonceomsætning som aldrig før. Vi er den mediegruppe med størst vækst. Væksten kommer blandt andet fordi flere og flere annoncører bruger netmedierne mere målrettet i deres annoncering. Med nettet har annoncørerne mulighed for at ramme målgruppen langt mere præcist end med noget andet medie. Internetmedierne har påstået det i mange år, men det virker som om, annoncørerne nu også har fået øjnene op for det, siger Christian Peytz, der oplyser, at mange annoncører som noget nyt gerne vil betale ekstra for særplaceringer og flere nye annoncetyper har i det seneste år oplevet prisstigninger på over 50 procent. En udvikling han forventer vil blive øget de næste par år.
– Men vi kommer også til at se en række nye spændende annonceformater, som mest af alt minder om tv-reklame. Det vil være med til at ændre mediet, så vi om få år ikke længere snakker om off-line og on-line, siger FDIM’s formand, der henviser til Bill Gates, der for nylig udtalte, at debatten om online kontra offline markedsføring var forældet fordi alle mediekanaler vil blive internetbaserede.
”Det sker efterhånden som grænserne mellem den virtuelle fysiske verden bliver udviskede. Fremtiden for markedsføring er internet”, lød vurderingen fra Bill Gates.

Ikke kun respons

Med den øgede fokus på internettet som annoncemedie, tror Christian Peytz, at den massive fokus på internettet som et medie, hvor der udelukkende skal afregnes i forhold til respons, er ved at være forbi.
– Der vil selvfølgelig altid være en høj grad af respons-afregnng i vores medie-gruppe. Det ligger i hele opbygningen og mediet, men vi har også fået den anden del med, nemlig muligheden for Branding. For nogle år siden var det umuligt at forlange penge for den del. Men nu er det anerkendt, at mediet også kan bruges til Branding og derfor vil annoncørerne også godt betale for det, siger Christian Peytz, der mener, at en anden udfordring for internetmedierne er prisudviklingen.
– Med den kæmpe efterspørgsel der er, er det klart, at priserne for net-annoncering stiger. Spørgsmålet er, hvor meget de kan stige. På et tidspunkt vil priserne finde et leje, som vil blive stabilt. Men der går et godt stykke tid, før det sker, siger FDIM’s formand, der erkender, at det voksende marked for searchannoncering som især Google står bag, udfordrer hele markedet for internetannoncering. Search-annoncering er nemlig opbygget, så annoncøren kun betaler for den trafik, som der genereres.
– Der er ingen tvivl om, at search i det kommende år vil vokse voldsomt. Væksten kommer primært fra Google, der jo for nylig har etableret sig i Danmark, og dermed må forventes at blive endnu mere synlige på markedet, siger Christian Peytz der dog ikke tror, at det vil skade det traditionelle marked for internetannoncering, som i højere g rad vil afregne på visning.
– De to områder kan to forskellige ting og derfor vil de i højere grad supplere end stjæle markedsandele fra hinanden, siger Christian Peytz, der tror, der kommer til at gå flere år, før search-markedet når samme niveau, som i fx England og USA, hvor det udgør mellem 45-50 procent af den samlede omsætning.
– Vi vil opleve search som en trussel på den traditionelle online-spending, men det er klart, at vi nok ikke vil opleve de samme vækstrater. Mit håb er, at det samlet vil gøre internettet til et medie, der rummer flere muligheder end begrænsninger, og det kan på sigt kun gavne mediet, siger han.

Boks

Ny markedsstatistik på vej

FDIM vil fra nytår introducere en ny markedsstatistik, som i højere grad skal tage højde for de mange rubrik- markeder som er vokset på nettet. Samtidig bliver hele search-markedet et selvstændigt område. Analysen vil blive baseret på tilbagemeldinger fra de enkelte medier, men indtil videre er den største spiller på markedet for search-annoncering, Google, ikke med i FDIM og rapporteringer fra dem vil derfor blive estimeret.Google regner selv med at de står for 85 procent af al omsætning indenfor search-annoncering. Markedet er i FDIM’s målinger beregnet til at være omkring 50 millioner kroner, men skønnes af flere med kendskab til branchen mere at være mellem 100-150 millioner kroner.