Slagtilbud eller udtryk for markedets konkursdom? En række danske bankaktier bliver nu handlet til en bemærkelsesmæssig lav pris i forhold til selskabets egenkapital. Det viser en gennemgang af bankaktiernes score på målet kurs/indre værdi, som Business.dk har foretaget. Men prisen kan være udtryk for mere end blot et godt tilbud, understreger analytikere.
– Der er nogle banker, der ser interessante ud rent prismæssigt. Men man skal være forsigtig med blot at hive de billigste ned af hylden, for nogle af dem handles jo billigt på kurs/indre værdi af en grund. Det gjorde Fjordbank Mors og Amagerbanken jo også, og de banker, som ligger billigst, er desværre heller ikke lige de banker, der ser allermest solide ud, siger Per Grønborg, aktieanalytiker hos Danske Markets.
Den bank, som beregnet ud fra onsdagens kursliste, lå med den laveste multipel for forholdet mellem aktiekurs og indre værdi, er sydsjællandske Max Bank med 0,13. Fynske Totalbanken kommer lige efter med 0,14 i kurs/indre værdi, og dernæst kommer først Sparbank med 0,17 og derefter Vestjysk Bank med 0,2.