I denne uge starter journalist Emil Nørlund her på mediet Markedsføring.
Emil Nørlund kommer fra en stilling som kommerciel redaktør på Børsen. Tidligere har han som selvstændig skrevet artikler og produceret podcasts for blandt andre Politiken, Radio Loud og Højskolerne, ligesom han fra 2018 til 2020 var kommerciel redaktør på Politiken.
Emil Nørlund kender også marketing- og reklamebranchen særdeles godt. Han har både arbejdet hos Vice Virtue og Hjaltelin Stahl, ligesom han har været ansat som journalist på bureaubiz.dk i 2017-2018.
”Jeg glæder mig til at være med til at gøre Markedsføring til en uundværlig del af branchens værktøjskasse. Der er brug for et medie, der inspirerer og udfordrer,” siger Emil Nørlund.
Karrieren startede på DR, hvor årvågne læsere måske genkender ansigtet fra. Emil Nørlund startede på DR’s talenthold og var i en årrække en af DR’s profiler på både tv og radio. Blandt andet arbejdede han på Musikprogrammet og Hjerteflimmer på TV, og i fem år var han vært på P3-programmet Tværs.
Emil Nørlund har gået på Reklamelinjen og er uddannet cand.mag. i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.
Skal fortsætte positiv udvikling
Emil Nørlund blev valgt i et stærkt felt af fagjournalister, fortæller chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen.
”Emil er den brik, vi mangler for at rykke redaktionen til næste niveau. Han blæste os omkuld med sin kreativitet og sin idérigdom, han har et stærkt kildenetværk på både bureau- og annoncørsiden. Og så har han den nysgerrighed og integritet, som det kræver at lave fagjournalistik, der gør branchen klogere,” siger chefredaktøren.
Mediet Markedsføring er i gang med en relancering på alle platforme. Magasinet har fået et markant ansigtsløft både på indhold og layout, og journalistikken på nettet er blevet markant mere dagsordensættende, både i branchen og i andre medier. Derfor blev 2021 også et rekordår både på trafik, kvalitet og gennemslagskraft.
Emil Nørlund skal bidrage til, at 2022 fortsætter den udvikling. Dels på magasin og web, men på sigt også på lyd.
”Emil er et lydtalent, og det er helt sikkert en kompetence, vi får brug for. Der er andre skibe, som skal sættes i søen først, men på sigt er det oplagt for Markedsføring også at producere lyd,” siger chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen.
Du kan kontakte Emil Nørlund på en@markedsforing.dk.