Markedsføring er stadigvæk det største problem for de danske internetpionerer. Det viser en største undersøgelse af de danske dotcom’er, som blev offentliggjort i sidste uge. Problemer med at skabe opmærksom om ens produkt eller firma er langt større end strategisk ledelse, administration og personaleledelse, viser undersøgelsen, som er en gentagelse af sidste efterårs rapport Danmark.com, som bliver produceret af PLS Rambøll og i offentliggjort i Børsens Nyhedsmagasin.
Det er i særlig grad for dotcom’er, der har afsæt i infrastruktur, det vil sige drift af internetløsninger, at markedsføring er blevet en stor kompetencebarriere, men også blandt dotcom-virksomheder der arbejder med implementering, design og konsulentbistand volder det problemer at gøre opmærksom på sig selv. For begge dotcom-grupper svarer en tredjedel af virksomhederne at manglen på kompetence i høj grad eller meget høj grad er et problem.
For de kommercielle sites og for sites, der beskæftiger sig med e-handel er det ‚n ud af seks, der ser markedsføring som et stort problem.
– Mange af virksomhederne mener, at man har et godt produkt, men kan åbenbart ikke gøre andre opmærksomme på det, siger Søren Brøndum, underdirektør hos PLS Rambøll, der understreger, at det manglende kendskab til markedsføring er et overraskende, men reelt problem.
Han mener derfor, at der er et marked for mange reklame- og kommunikationsbureauer, hvis de er villige til at gå ind i markedet uden at tage betaling som med traditionelle kunder. Det vil bl.a. kræve, at man i stedet fra bureauernes side tør tage nogle chancer.
Et andet overraskende problem som kom frem i forbindelse med rapporten var, at de mange dotcom’er har store problemer med den praktiske del af deres CRM-arbejde. Næsten 90 procent af virksomhederne indsamler data på deres kunder, men det er kun omkring en fjerdedel der vælger at bruge de indsamlede data til noget.
I rapporten kunne man også læse, at mange af de 5.000 virksomheder som var med i den første rapport ikke bar koden til overlevelse. Til gengæld har andre vokset sig stærkere, og nye er kommet til. Derfor er der stadig 5.000 virksomheder i Danmark.com, hvoraf 890 indgik i årets undersøgelse. Virksomhederne omsætter stadig for godt 45 mia. kroner. Til gengæld beskæftiger de i dag kun 38.000 medarbejdere mod cirka 57.000 i år 2000. Det er de tørre tal.