Rockwool International restrukturerer i toppen. Hvor ledelsens kompetencer tidligere domineredes af producent- og udviklingskompetencer, er det i fremtiden marketing og kommunikation, der skal fylde mere.
– Vi er en global spiller, og derfor skal vi være i stand til at høste fordele af en koordineret markedsføring og kommunikation, siger Bo Rygaard, chef for Group Business Development-divisionen.
– Hvor ledelsen tidligere havde et stærkt fokus på produktion og teknik, vil marketing- og kommunikationsfolkene i højere grad bidrage til de strategiske beslutninger, fortsætter han.
Bo Rygaard er allerede i gang med at reorganisere møblerne på direktionsgangen, hvor tre ud af fire chefstole får nye brugere inden for de kommende måneder.
Som en del af Rockwools kommunikation frem mod klimatopmødet i København til december, har den danske isolerings-gigant taget temperaturen på danskernes klima-viden. Og kommunikationen, eksekveret af Adpeople, har allerede givet pote.
– Formålet med vores kampagne med det rødglødende hus har været at flytte holdninger i den danske befolkning omkring dårligt isolerede bygninger, siger Thorkild Diness-Jensen, direktør for kommunikation og branding. Han fortsætter:
– Det er delvist lykkes. Før kampagnen mente 15 procent af befolkningen, at dårligt isolerede bygninger var den største CO2-udleder. Efter første del af kampagnen ved 35 procent, at det er tilfældet. Men det er stadig en udfordring, at over 40 procent tror, at det er biler og transport-sektoren, der er den største CO2-synder.
Læs Mere i Markedsføring 15-2009, der udkommer i denne uge.