Mediet Markedsføring går tirsdag den 25. april i luften med et nyt koncept, Markedsføring Live. 

I premieren på Markedsføring Live sætter mediet fokus på metoo, og hvordan man forebygger og håndterer krænkelser, grænseoverskridende adfærd og uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen.

Til arrangementet kan du opleve det seneste magasin, hvor mediet afdækker, at en stor del af arbejdspladser i branchen har undladt at sætte fokus på krænkelser det seneste år, blive udfoldet gennem interviews med kilderne. 

Markedsførings chefredaktør, Ole Obitsø, vil interviewe Eva Jakobsen, arbejdslivskonsulent i Ingeniørforeningen IDA. Eva Jakobsen har som konsulent i en årrække undersøgt emnet og rådgivet virksomheder om, hvordan de håndterer det. Hun giver også i den nyeste udgave af magasinet Markedsføring hendes råd til at håndtere emnet.

”Jeg glæder mig til at byde branchen inden for til det første Markedsføring Live, der sætter fokus på et meget vigtigt emne, nemlig krænkelser og psykisk arbejdsmiljø,” siger Markedsførings chefredaktør, Ole Obitsø. 

”Vores seneste undersøgelse viser, at 2 ud af 3 oplever, at deres arbejdsplads intet har gjort for at sætte fokus på emnet sidste år. Det er ganske enkelt for dårligt. Og det skyldes både manglende vilje – men også manglende viden. Derfor er det helt oplagt, at vi med eksperter og brancheprofiler forsøger at klæde branchen bedre på til at håndtere emnet. Derfor håber jeg virkelig, at så mange som muligt vil møde op og blive klogere på, hvordan de kan være med til at gøre reklame og marketing til en de brancher, der virkelig får metoo ud at leve,” siger chefredaktøren. 

Markedsføring Live bliver afholdt fra 14.30-16.30 den 25. april.

Det finder sted i Dansk Markedsførings klubhus på Bredgade 19E i København K. Det er gratis for medlemmer af Dansk Markedsføring at deltage. Du kan tilmelde dig eventet her.

Til arrangementet vil det være muligt at få Markedsførings nye magasin gratis med hjem.