Markedsføring har ligesom sidste år indgået et samarbejde med RMB Dansk Reklame Film, og vil 3-4 gange producere et nyhedsbrev on the spot med navnet “Under Palmerne”. Nyhedsbrevet kan læses af de danske deltagere onsdag, torsdag og fredag (og lørdag, hvis der skulle ske det helt ekstra ordinære at Danmark gik hen og vandt en løve). “Under Palmerne” vil bl.a. være at finde ved RMB Dansk Reklame Film’s reception, i palæet, på “dansker-stranden” og på hotellerne Mondial og Majestic – det gælder bare om at holde øjne og ører åbne.
Til alle dem der skal blive hjemme og passe deres arbejde er der også opmuntrende nyt. Journalisterne, Jesper Jürgensen og Pia Mahnfeldt, i Cannes lægger nemlig nyheder på www.drf.dk og www.markedsforing.dk hver dag, og så snart der er nyt at fortælle.

I år udkommer der tilmed et ekstra Markedsføring den 28. juni. Her vil den nye karaktermodel for Markedsføring’s Karakterbog (13 skalaen) blive præsenteret, sammen med de karakterbøger og tests, der har været bragt siden starten sidste år. Men 17 1/2 vil også handle om Cannes Lions 2001, med spændende interviews og uddybende artikler.
Har du gode idéer eller kommentarer til Markedsførings udsendte, inden de drager afsted, kan du sende det til: lions@markedforing.dk.
På gensyn under solen.


Tilmeldingen til Cannes Lions 2001 slår alle rekorder.
Totalt er der hele 16% flere tilmeldte værker i år sammenlignet med sidste år. Og den danske bureaubranche slår den gennemsnitlige rekord med en stigning på 24%.
I Film-kategorien står Danmark for en stigning på 40%, og Media Lions topper med næsten en fordobling af tilmeldte. Kategorierne Press & Poster og Cyber Lions præsenterer også flotte stigninger.