Det er muligvis ikke verdens største innovative tiltag, men måske har det meget præcise konsekvenser?
Det er Swiss Post, som sender breve, pakker og eksekverer DM-kampagner for virksomheder og private, der har udviklet værktøjet ”International Holiday Calendar”.
Og det er et direct marketing-værktøj, der kan hjælpe almindelige og online-butikker til at markedsføre sig bedre i udlandet:
”International Holiday Calendar” noterer alle ferier og fridage på 20 europæiske markeder og præciserer dermed hvilke tidspunkter, der passer bedst for salgsfremmende kampagner på tværs af landegrænserne.
Online-versionen af kalenderen viser desuden flere detaljer om ferierne inden for hvert enkelt land. Ferierne varierer nemlig fra region til region, og på den måde kan man målrette sin markedsføring endnu mere geografisk.
Men hvorfor er der et behov for det?
− Jeg tror, vi bør minde os selv om, at værktøjer ikke nødvendigvis skal være komplicerede for at kunne bidrage til virksomheders markedsføring, siger Henrik Bohn, adm. direktør i Swiss Post Scandinavia.
– Det, vi har konstrueret, er i virkeligheden ”blot” en kalender over ferier i vore 20 vigtigste europæiske eksportmarkeder. Vi har også medtaget helligdage samt en lidt mindre eksakt størrelse, nemlig hvornår det er kutyme, at folk forlænger eller indleder deres ferier.
− Det har stor betydning for virksomhedernes markedsføring, at de ved, hvis for eksempel svenskerne typisk holder fri dagen før en officiel fridag. I nogle lande opererer man også med arbejdsfrie dage. Sender man sin kommercielle kommunikation ud en ”forkert” dag, har det direkte betydning for den respons, man får af marketing-investeringen.
Se kalenderen, der er gratis, her.