I januar måned udkommer det første eksemplar af en ny medlemsavis for Sveriges Marknadsförbund – og der er en dansk udgiver bag. Specialbladsforlaget, som også udgiver Markedsføring i Danmark, har gennem en aftale med det svenske markedsforbund, fået til opgave at sikre det svenske forbunds medlemmer en månedlig medlemsavis.
– Konkurrencesituationen i Sverige er en helt anden end i Danmark, hvor Markedsføring er det eneste fagblad, der beskæftiger sig med markedsføring og medier. Markedsføring i Danmark har bl.a. opnået sin stærke position i kraft af den tætte tilknytning til Dansk Markedsføringsforbund, og det er den samme synergi, som vi nu skal i gang med at sikre i Sverige, siger chefredaktør Svend Erik Pedersen, Specialbladsforlaget.
Den nye avis, der endnu ikke har fået et navn, bliver medlemsavis for samtlige 12.000 medlemmer af markedsforeningerne i Sverige. Det bliver en professionel avis for alle markedsførere, og den vil få et nært samarbejde med alle markedsforeningerne.
Udgivelsen af den svenske avis sker i et samarbejde med Stockholms-baserede Swahnarna Förlag, der bl.a. udgiver Dagens Reklamnyheter i Sverige idag. Specialbladsforlaget og Swahnarna Förlag er i gang med at skabe et fælles udgiverselskab, som skal drive den nye avis, der får hjemsted i Stockholm. Dagens Reklamnyheter’s chefredaktør Göran Swahn bliver også chefredaktør for den nye avis.