Markedsføring kan i dette nummer byde velkommen til en nyskabelse, der lyder navnet MAX – Markedsførings AnnonceindeX. MAX vil optræde fast i Markedsføring fremover.
Der er tale om et index over, hvordan reklameforbruget hos Danmarks 100 største annoncører udvikler sig. Indexet gælder de 100 største i 1999 og vil rumme de samme navne hver gang. Grundlaget er Gallup Adfacts registreringer af reklamer i både de elektroniske og trykte medier.
Da der er tale om opmålinger kombineret med listepriser, er der selvfølgelig en række forbehold over for tallene. F.eks. kan man ikke aflæse det reelle pengeforbrug ud af Gallup Adfacts tal, da man jo af gode grunde ikke kender de rabatter, der gives.
Men forbeholdene er de samme år for år, og derfor skildrer en sammenligning med tilsvarende perioder året før en udvikling. MAX rummer tre tal, der kan bruges på den måde. Dels den seneste tilgængelige uge, dels rullende måned (fire uger tilbage) og dels år til dato.
Herudover skitseres den enkelte annoncørs fordeling af reklamekronerne på to mediegrupper: print, der rummer dagblade (tekstside over 250 mm), ugeblade, magasiner, outdoor, fagblade, distriktsblade (over 50.000 i oplag) og kuponhæfter. Og elektroniske medier, der rummer tv, radio og biografer.
Derudover rummer indexet en total for de 100 største annoncører samt en total for gruppen af annoncører mellem nr. 101 og 250.
Reklamebudgetterne spreder sig fra ca. 150 mio. i toppen til ca. 7 mio. kr. for nr. 250 på listen. De sidste på Top 100 listen ligger på ca. 15-17 mio. kr. De 100 største repræsenterer et samlet registreret reklamebudget på 3,3 mia. kr., mens den efterfølgende gruppe repræsenterer et forbrug på. ca. 1,5 mia. Gallup Adfacts har samlet registreret et reklamemarked på ca. 8,7 mia. kr., men der er som sagt tale om listepriser (uden rabatter) og desuden er mediernes egenannoncering med i de 8,7 mia. kr.
Mediernes egenannoncering er sorteret fra på Top 100 – ellers vil flere af dem befinde sig på listen. Hvis man registrerer dagbladenes annonceforbrug i egne medier, repræsenterer det forbrug på op mod 200 mio. kr., og tv-stationerne holder sig heller ikke tilbage. Mediernes egenannoncering repræsenterer samlet ca. 700 mio. ud af de 8,7 mia.
Lige uden for listen over de 100 største finder man et navn som Kvickly, som ellers i øjeblikket er meget synlig på reklamefronten med en massiv kampagne.
Ellers er højdespringeren på ugens liste Tuborg. De første uger af januar er traditionelt tynde reklamemåneder, og derfor kan man opleve nogle meget store spring. De store procentuelle udsving sker på en billig baggrund. I Tuborgs tilfælde er der dog givet tale om kampagnen for Tuborg Super Light, der har været temmelig synlig på tv i begyndelsen af året. Tuborg er da også topscorer både i uge 2, rullende måned og år til dato.
Samlet set ligger markedet i den første del af året lidt under samme periode sidste år. De 100 største lå i uge 2 17 pct. under og 8 pct. under på år til dato. De 101-250 største ligger henholdsvis 2 og 1 pct. under. På mediegrupper har elektroniske medier vundet terræn blandt de 100 største, mens den efterfølgende gruppe har tilgodeset print en anelse mere.
Sammenhængen mellem rullende måned og år til dato kan se lidt mærkelig ud nogle steder – bl.a. på total-tallene. Det skyldes, at rullende måned her i den første del af året får de sidste uger af december med.