Markedsføring er et af de gamle fagblade i Danmark. Siden 1927 har vi været på gaden. I skiftende formater, under skiftende redaktører og med en skiftende frekvens. I øjeblikket er bladet en papiravis i tabloidformat.
Men det bør ikke fortsætte, mener journalist og kommunikationsrådgiver Helle Bay Eriksen, der i godt 15 år har arbejdet som produkt- og marketingchef i virksomheder som Matas, Carlsberg, og senest L’Oreal.
– Det ville løfte Markedsføring, hvis mediet gik fra avisformatet til magasinform. Sammen med en tydeligere tematisering ville det forbedre gemmeværdien og oplevelsen af kvalitet. En avis er nu-og-her stof og et smid-væk-medie. Et magasin kan gemmes og giver løfter om holdbart stof, siger hun.
Hun hæfter sig ved flere ting, der anbefaler magasin-formatet.
– Huset Markedsføring har en ganske god dækning af nyhedsstof gennem de to daglige nyhedsbreve. Det betyder, at kravet om aktualitet på print er langt mindre, end det var før i tiden. Derfor mener jeg, at det ville være en fordel at koncentrere de journalistiske kræfter om at producere færre årlige udgivelser i et magasin af høj kvalitet i stedet for de mere hyppige udgivelser af en avis, siger Helle Bay Eriksen.
Hun anbefaler flere cases og analyser fra udlandet og forskningsresultater fra det akademiske miljø – formidlet så marketingfolkene får brugsværdi i det daglige arbejde, hvilket de undersøgelser, Helle Bay Eriksen har lavet blandt både nuværende og tidligere læsere, bekræfter.
Administrerende direktør Thomas Ladefoged, Huset Markedsføring, er ikke overrasket.
– Helle Bays konklusioner understøtter de kommentarer, vi selv har fået, og den oplevelse, vi selv har med bladet Markedsføring. Derfor har vi også intentioner om at gå over til et magasin, sænke frekvensen og ændre på indholdet, når timingen er rigtig.
Thomas Ladefoged konstaterer at der måske desværre ikke er noget revolutionerende nyt i afhandlingen, men er glad for at få bekræftet, at strategien er den rigtige:
– Og så naturligvis, at Helle Bay minder os om, at vi skal tænke os grundigt om, når vi prioriterer kræfterne mellem udgivelser af Markedsføring på print i forhold til for eksempel mere online-journalistik, web-tv og alle de andre kommunikative indsatsfelter, vi overvejer.
Læs mere i Markedsføring 3-2010, der udkommer i næste uge.