For kun 30 år siden var markedsføring og politikere to helt uforenelige størrelser. Det var dengang politikerne fik uimodsagt landsdækkende taletid på DR.

I dag har både ministrene og partilederne spin-doktorer ansat til at sminke og vinkle sandheden for sig og de politiske partier bruger millioner af kroner på reklamekampagner op til et valg. Og politikerne selv styles og bruges tilmed også som levende reklamesøjler i medierne og modtager derfor gratis tøj, sko og tasker, som de kan vise sig med.

For kun 30 år siden sad bankrådgiveren højt hævet over os andre bag skranken i banken og var en nærmest suveræn myndighed udstyret med en objektiv bemyndigelse til at diktere renter, lån og afdrag.

I dag er den finansielle sektor faldet ned ad piedestalen. Lånestørrelser, renter og løbetider er til åben forhandling – og finansprodukterne markedsføres af de konkurrerende bankkoncerner via både e-mails, breve, annoncer og tv-reklamer til de ombejlede kunder. Og på b-t-b markedet strækker bankerne sig ganske vist mindre synligt – men meget, meget langt – for at skabe de rigtige langvarige og værdiskabende relationer til investorer, jordbesiddere og andre beslutningstagere for at kunne sikre sig finansieringsforretningen, når projekterne etableres.

Der er altså i de sidste 20-30 år sket et klart skred i vores opfattelse af en lang række af autoriteter – fra politikere til præster – og det har udvidet rammerne for deres måde at kunne agere på rent kommercielt og kommunikativt. Tilbage står en række især offentlige professioner, til hvem danskernes holdninger ikke har udviklet sig ligeså liberalt.

En af disse professioner er lægegerningen. Vi har for længst mistet vores barnefødte autoritetstro til sundhedsvæsnet, men vi har endnu ikke accepteret, at lægerne er en yderst betydningsfuld del af den kommercielle fødekæde mellem medicinproducent og patient.

Det er hævet over enhver tvivl, at lægestanden er underlagt meget stærke og frie markedskræfter – og alligevel anser vi det for både moralsk anstødeligt og anløbent at lægerne er en yderst betydningsfuld målgruppe for medicinalvirksomhedernes b-t-b markedsføring.

Medicinindustrien bruger på verdensplan ca. 100 milliarder kr. årligt på markedsføring over for lægestanden – hvilket jo så må efterlade en hel del danske læger med uforskyldt dårlig samvittighed, idet vi jo herhjemme betragter denne form for markedsføring som skridtet lige før selvberigelse og bestikkelse.

Spørgsmålet er om vi kan stole på en læges sunde dømmekraft, hvis han har været på kursus eller konference betalt af Pfizer eller Novo Nordisk, eller hvis hun f.eks. er på lønningslisten hos et medicinselskab samtidig med at hun er praktiserende læge og må udskrive recepter – som ca. 130 danske læger er det pt.?

Ja, naturligvis! Situationen er i al sin væsentlighed ikke anderledes end andre steder i erhvervslivet, hvor producenter og annoncører prøver at placere deres produkter i en positiv top-of-mind position hos centrale beslutningstagere. Som målgruppe for b-t-b kampagner bør man naturligvis altid holde sig indenfor lovens rammer og aldrig komme i en situation, hvor man føler sig forpligtet til at skulle yde nogen form for modydelse. Her er lægerne ingen undtagelse – hvad der er normal og acceptabel praksis i den ene branche bør ikke være uetisk og flosset i kanten i den anden.

Lægerne og medicinindustrien udarbejder i øjeblikket et nyt fælles etisk regelsæt for hvordan markedsføringen mellem medicinalvirksomhederne og lægestanden bør foregå – og her har jeg kun en opfordring:

Drop forargelsen og mistroen, og lav nu et regelsæt der bringer lægestanden ud af det moralske dilemma, det må være at være genstand for 100 milliarder kr. i markedsføring, det ikke er legitimt at være målgruppe for.

Reglerne kan godt rumme øget synlighed om, hvad der foregår – lige som det sker i andre brancher. Men i en liberal økonomi, hvor man bygger på konkurrence, er markedsføring en helt naturlig ting.