De nye medier skaber nye problemer og muligheder for medier. Derom er ingen i tvivl. Blandt andet intensiveres kampen om ”ejerskabet” af nogle af de mest populære medier.

Et af de seneste udslag af den kamp ser vi i forlængelse af TV 2 News’ lancering af programmet #dkpol, der som bekendt er et af de mest benyttede danske hashtag.

Et smart kup, vil nogle kalde det. Andre vil mene, at det blot er et smart marketing-stunt for at erobre sikker trafik til programmet.

Hvad siger en af iagttagerne af netop det marked?

– Jeg kan jeg godt forstå, hvis nogen løfter øjenbrynene i forhold til, at TV 2 har valgt at give programmet samme titel som et af Danmarks mest benyttede hashtags, som også alle andre medier og politiske interesserede benytter sig af, siger Frej Elbæk, kommunikationsdirektør i Elbæk strategi & kommunikation.

– Og der hviler i hvert fald et ansvar fra TV 2s side i ikke at kommercialisere hashtaget #dkpol og påberåbe sig et for stort ejerskab i og med at selve hashtaget benyttes af alle, også konkurrerende medier.

– Man skal det se i samme sammenhæng, som hvis Ekstra Bladet begyndte at kalde deres fodboldtillæg for #sldk eller TV 2s Presselogen skiftede navn til #dkmedier.”

– Samtidig vil jeg gerne understrege, at selve det at medierne bruger eksisterende hashtags er en rigtig god ting, og man kunne håbe at flere medier på sociale medier ville nøjes med at referere til og bruge de gode hashtag, der allerede er i brug, i stedet for at opfinde deres egne. Når vi her taler om programmet #dkpol er det alene, fordi TV 2 her vælger at navngive det efter samme hashtag, slutter Frej Elbæk.

En række andre iagttagere, markedsforing.dk har spurgt, mener ikke, der er grund til at blive ”alt for principielle” omkring #dkpol-sagen. For det første er der ikke en juridisk problemstilling, kun en etisk.

Og for det andet: ”Hvis nogen får tæsk ud af denne sag, er det TV 2,” lyder det. Ergo vil TV 2-folkene optræde særdeles varsomt, ikke være proprietære, og blot bruge #dkpol som helt almindelig kanal for det indhold, de bliver stor-leverandører af. Win-win for alle, der interesserer sig for dansk politik, er konklusionen.