Det går stærkt hos den digitale marketingvirksomhed Gravity4 i øjeblikket. Endda rigtigt stærkt. Virksomheden har inden for de seneste seks uger eksempelvis købt to danske selskaber.

Den første var Euroads, et selskab med 166 mio. kr. i omsætning i 2014 og markedsledende position inden for leadgenerering i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Spanien. Den anden nyindkøbte virksomhed er Conyak.

Nu oprustes der igen, da den tidligere Jubii-CEO og CFO Thomas Rimington er kommet til virksomheden som ny CFO/COO.

– Jeg er særdeles glad for at have fået Thomas Rimington ombord. Han kommer med både strategiske og praktiske kompetencer, som er afgørende for væksten hos Gravity4, lyder det fra Tom Bang, der er europæisk chef for det amerikanske Gravity4.

Internationale ambitioner

Thomas Rimington ser naturligvis frem til de nye udfordringer.

– Det er en enormt spændende tid, vi går ind i hos Gravity4 med nye produkter og nye markeder. At kunne være med til at sætte præg på vækst og effektivisering i en hastigt voksende international virksomhed har været stærkt medvirkende til, at jeg har sagt ja til opgaven, siger han.

– Og jeg glæder mig til, sammen med vores dygtige team, at sikre vore mere end 1.000 årlige kunder endnu mere value for money i deres online marketing, fortsætter Thomas Rimington.

Thomas Rimington får sin daglige gang på hovedkontoret i København og indgår i den daglige direktion.

Gravity4 er en global virksomhed med hovedkvarter i San Francisco. Selskabet har 40 ansatte i Europa og over 250 globalt.