Den danske vækstkomet Falcon Social drømmer globalt, og for at realisere dette har selskabet nu hyret Martin Hasselbalch som ny Head of Sales.

Han kommer fra den tyske leverandør af virksomhedssoftware SAP, hvor han har arbejdet i 11 år.

England er et stort, potentielt marked for Falcon Socials system til styring af markedsføring og tilstedeværelse på sociale medier, og et centralt succesmål for Martin Hasselbalch er, at Falcon lander en håndfuld engelske referencekunder og bider sig fast på de britiske øer.

– Jeg har arbejdet rigtig meget i England i min tid hos SAP, så jeg kan bruge mit netværk, fortæller Martin Hasselbalch, som var Vice President for salg af SAP’s teknologi- og platformsløsninger i Europa, i en pressemeddelelse.

Han skal samtidig sammen med salgsteamet øge Falcons vækst i Norden, de tysktalende lande og Benelux, som hidtil har været de mest modne europæiske markeder for Falcons løsning, lyder målsætningen.

USA er næste skridt

Falcon Social fik en stor investering i fjor fra en tysk venturefondog nu er sigtekornet altså rettet mod de globale markeder på hovedkvarteret i Købmagergade.

Martin Hasselbalchs ansættelse skal nemlig styrke Falcons salg på direktørniveauet, eller C-level på internationalsk, i europæiske koncerner, men ambitionen rækker længere end det. Der skal også støbes et fundament, der gør det muligt for Falcon Social at krydse Atlanterhavet, lyder det i PR-skrivet.

– Det var nødvendigt at få en stærk salgskapacitet som Martin for at holde vores momentum i Europa, når vi skal i gang med at erobre USA, fortæller Ulrik Bo Larsen, CEO for Falcon Social.

Efter 11 år hos den tyske gigant søgte Martin Hasselbalch et mindre firma i god vækst, som han kunne være med til at bygge op.