Marketing befinder sig fortsat midt i et vadested, selvom digitaliseringen for længst har inficeret disciplinen over en bred kam.

Linjerne mellem digital og traditionel markedsføring er nemlig fortsat alt for opdelt. Det mener Andrew Warren-Payne, Senior Research Analyst fra analysehuset Econsultancy, som har specialiseret sig i digital markedsføring og e-commmerce.

Han fremhæver, at det er særligt udtalt, når man ser på eksekveringen, hvor for mange planer forhindrer marketing i at manøvrere frit og holde trit med markedet.

– Selvom marketing for længst er blevet digitaliseret, er der fortsat mange, der eksekverer, som de altid har gjort. Marketing sidder fast i langsigtede planer – og planer er ofte meget svære at ændre på. Men marketing vil med fordel kunne implementere A & B-tests over hele linjen, fastslår Andrew Warren-Payne og mener ligefrem, at det vil være at gå forgæves, hvis man satser på femårs planer.

– Heldigvis er linjerne ved at blive udvisket, og den agile tankegang bliver mere og mere udbredt i flere og flere marketingdiscipliner end blot de traditionelt digitale. Vi kommer til at se A og B-tests implementeret i en bredere del af marketing, siger Andrew Warren-Payne.

For selvom data leverer indsigt, så giver data kun mulighed for at vide mest muligt på forhånd, understreger han.

Data derimod skal anvendes til at afprøve alt fra stort til småt og jagte flest mulige forbedringer. Et gammelt ordsprog lyder som bekendt: ”Mange bække små gør en stor å.” Særligt med mobile enheders stigende indflydelse in mente.

– At tale om ”mobile first” giver ingen mening, eftersom alting som udgangspunkt er ”mobile”. Google forudsiger, at antallet af søgninger fra mobile enheder overstiger desktop allerede inden nytår, og IDC siger, at der i 2017 være flere mobile enheder end desktop computere. Derfor vil marketing per definition være mobile, forklarer Andrew Warren-Payne og mener, at marketing i det store hele kommer til at handle om at vedligeholde relationer og kunne skabe en sammenhængende oplevelse over for sine kunder.

Fordelen ved mobile enheder bliver derfor, at alting kommer til at foregå i direkte kontakt med ens målgruppe, hvor A og B-tests omgående vil afsløre, hvad der virker – og ikke virker.