Hele 56 procent af danske marketingfolk føler sig overkvalificerede i deres nuværende job. Kun 15 procent føler sig underkvalificerede. 45 procent føler, at de er overkvalificerede til at møde fremtidens udfordringer, mens 26 procent føler, at de mangler kompetencer.
Tallene stammer fra en ny undersøgelse fra Civiløkonomernes Arbejdsløshedskasse (CA), foretaget i partnerskab med Huset Markedsføring.
Det vender altså ”begge veje” inden for marketing, og alle tal er faktisk alarmerende, vurderer Stephen Bruyant-Langer, Serior Client Partner hos Korn Ferry International, verdens førende executive search konsulenthus.
– Når så mange føler sig overkvalificerede i jobbet, er de traditionelle marketing-opgaver ikke udfordrende nok. Der går populært sagt ”drift” i det, og ”drift” er ikke udfordrende for den enkelte, siger han.
Pointen er, at marketingfolk – som alle andre – helst skal føle, at de bidrager med ”værdi” på arbejdspladsen, hvilket igen peger frem mod ”strategiske” opgaver.
Blandt de nye opgaver, man kunne tilbyde som en opkvalificering af marketing er ”mobile”, Big Data, sociale medier og generelt kommunikative kompetencer, lyder det fra Stephen Bruyant-Langer.
Læs mere i Markedsføring 7-2012, der udkommer i næste uge.