De fleste tænker nok på store call-centre og service-centre, der ofte håndterer administrative opgaver og gammeldags tastearbejde, når talen falder på de opgaver, større virksomheder vælger at samle i lavtlønslande som Indien og Bangladesh.
Men den går ikke længere, lyder det i en ny rapport, ”Global Shared Services Survey 2015”, fra verdens største konsulentfirma Deloitte.
Både i Danmark og i udlandet er der nemlig en tendens til, at også opgaver som marketing og dataanalyse bliver løst globalt.
– Naturligvis er økonomi, HR og it stadig de mest populære opgaver at sende til udlandet, men vi ser samtidig, at de mere kreative opgaver også ryger afsted. Det gælder eksempelvis marketing, hvor der ofte er brug for omfattende dataanalyse og rentegning, der lige så godt kan laves i Mumbai som i Måløv, siger Jeppe Larsen, partner i Deloitte.
Deloitte til Indien
I Deloitte har man en organisationsstruktur, hvor visse marketingopgaver i dag løses af medarbejdere i Indien.
– I Deloitte har vi et globalt servicecenter, og det fungerer ganske fint. Her taler vi altså ikke bare om tasteopgaver eller manuelle processer. De indiske medarbejdere er dygtige til det, de gør. Selvfølgelig er der nogle barrierer i forhold til kultur og sprog, men dem løser vi i fællesskab. På lang sigt er gevinsten stor, siger Jeppe Larsen.
Andre videnstunge områder, der i stigende grad flyttes til udlandet, er forskning, jura og skat.
Resultaterne i Deloittes rapport er baseret på svar fra mere end 311 virksomheder over hele verden, der tilsammen råder over mere end 1.000 shared servicecentre. 14 danske virksomheder har deltaget i undersøgelsen, hvoraf flere er en del af C20.
Du kan selv læse mere i rapporten herunder (PDF).