Partnerskaber mellem brands og bands er efterhånden blevet ret udbredte herhjemme. Men hvordan sikrer man at partnerskabet giver mening og troværdighed hos både bands, fans og brands? Det gav Jack Horner, Creative Director fra FRUKT Communications for nyligt sit bud på, da han og en række internationale medie- og reklamefolk gæstede SPOT Festivalens interaktive konference og gav deres bud på en række nye brandingmuligheder.

Siden midten af 90’erne har Jack Horner arbejdet med kreative partnerskaber og platforme for internationale top-brands som Coca Cola, Diesel, Heineken og Mastercard. Han fremhæver, at det er FRUKT Communications ”core business” at levere ”smart entertainment for brands”, for som han siger, alle ønsker jo at være glade.

– Hvis folk er glade og føler sig underholdt, er de også villige til at give dit brand noget tilbage, som eksempelvis tid, fortæller Jack Horner. Grundlæggende er filosofien, at kunderne skal ”hænge ud” og hvis de er glade, er der naturligvis større chancer for, at de også har lyst til at dele deres oplevelser med andre.

– Især ”connections” er vigtige for brands, men der, hvor FRUKT kommer ind i billedet, er i forhold til at skabe de rigtige strategier, oplevelser og måske vigtigst af alt kontekst, forklarer Jack Horner.

Senest har FRUKT Communications stablet et samarbejde på benene mellem Mastercard og popstjernen Justin Timberlake og taget hul på at færdigpudse et samarbejde mellem Coca-Cola og FIFA til næste sommers VM i fodbold i Brasilien.

Se i toppen af artiklen, hvad Jack Horner sagde i et interview mellem konferencens forskellige indslag.