For knap to år siden tog Oracle i USA en beslutning om at blive en rendyrket e-business. Samtidig skabte man et program til at lave rigtig dialogmarkedsføring. “Oracle Informerer“ hedder programmet, som kun eksisterer på internet og som hver måned sætter fokus på et nyt tema med relation til Oracles produkter. Med programmet har Oracle skabt en base for at droppe al marketing på papir og situationen i USA og Danmark er nu den, at Oracle bruger nettet næsten 100 procent til at markedsføre og lancere nye produkter.
Idémanden bag Oracles satsning på e-marketing er René Bonvanie, Vice President, Oracle.
I Danmark har det unikke koncept givet konkrete resultater. 200 pct. mere marketing for de samme penge via internet og en langt mere effektiv udnyttelse af marketingindsatsen.
Oracle begyndte i Danmark sit fokus på 100 procent onlinemarketing med at opbygge en liste med ca. 1.000 danske virksomheder, for hvem man kunne påvise en konkurrencefordel, hvis de benyttede Oracles softwareløsninger. Efter kun et år er databasen vokset til 8.500 navne på adm. direktører, marketing-, IT- og salgsdirektører samt andre vigtige beslutningstagere i virksomhederne. Alle modtagere har selv meldt sig til programmet. Kommunikationen til læserne foregår via en månedlig e-mail.
Ca. 80 pct. af de nye mail-modtagere tilmelder sig via bannerannoncer, som Oracle kører på forskellige sites. Næsten halvdelen af de registrerede i databasen er “aktive“ – dvs. klikker sig videre fra e-mailen og indikerer en eller anden form for interesse. Et af e-mailens vigtige formål er at få tilmeldinger til de seminarer, Oracle afholder hver måned med samme tema som e-mail kampagnen.
TæTTERE På KUNDER OG SALG
Det seneste år har Oracles marketingafdeling ikke trykt en eneste brochure eller sendt et eneste brev på papir til deres kunder. Stigningen på tilmeldinger til Oracles seminarer er alligevel steget næsten 500 pct.
– Tidligere udsendte vi en nyhedsavis fire gange om året og fik ca. 40 tilmeldinger til hvert seminar hvert kvartal. Siden vi har droppet papiret til fordel for markedsføring pr. e-mail, får vi i snit 60 tilmeldinger til vores seminarer – hver måned, siger Camilla Kampmann, der er nordisk marketingdirektør for Oracle.
Ifølge René Bonvanie lavede Oracle skiftet til ren e-marketing af to årsager. Dels for at droppe al papirudsendelse dels for at prøve at kommunikere direkte med kunderne.
– Vi har kunder som er alt lige fra hårde IT-nørder og folk i ledende stillinger. To meget forskellige grupper. Nørderne elsker at få deres information via en mail, mens de ledende medarbejdere aldrig ser deres mail. Det stiller selvfølgelig udfordringer til, hvordan vi bruger mails, men ved at køre al kommunikation via nettet er vi kommet tættere på vores kunder. Det gør marketing til en anden disciplin. Det handler ikke længere om at give et godt billede af kunden. Ved at læse tallene rigtigt kan vi give en hel præcis beskrivelse af kunden. Oplysninger som letter arbejdet for vores salgsafdeling, siger René Bonvanie, der mener, at e-marketing ændrer marketingafdelingens rolle.
– Fremtidens marketingperson er langt tættere på kunderne og salget, siger han.
Oracle.com, som er blevet Oracles hjerte, har hver dag to millioner besøgende. Selve sitet bliver styret centralt i USA, men opdateringen er lagt ud til de enkelte afdelinger og lande.
Oracle.com er blevet stedet, hvor de forskellige afdelinger og lande laver deres udsendelser fra. Det er her afdelingerne udsender materiale og markedsfører sig overfor målgruppen.
– Hvor vi før i tiden skulle koordinere kampagner og lanceringer af nye produkter, kan vi lancere de nye produkter internationalt på samme tid, og vi kan hele tiden holde styr på, hvordan de skal lanceres, siger René Bonvanie, der ikke mener, at satsningen på 100 procent e-marketing er noget, som kun kan gøres af et firma som Oracle.
– Selv firmaer som McDonalds eller General Motors kan sagtens lave et site, som kan samle informationen og bringe loyaliteten sammen, slutter han.
LINKS
www.oracle.dk