IKEA Danmark vandt i november to Rambuk-priser:

Branded Content Prisen for Home of Happiness, og Kampagne Prisen for Black Friday (re)sale – begge skabt i samarbejde med Hjaltelin Stahl og Vizeum.

Vi har bedt Anne Krogh, Country Marketing og Consumer & Customer Insights Manager, IKEA Danmark, sætte ord på året, der gik – og året, der kommer – ved at afslutte følgende sætninger:

Den bedste kampagne i 2020 var…. 

… uden tvivl Nikes kampagne ”You Can’t Stop Sport”. Jeg elskede den kreative eksekvering af filmen. Og i en tid, hvor jeg havde brug for at føle håb og optimisme, mindede den mig om, at stærke sociokulturelle fænomener og narrativer som f.eks. sport kommer til at samle verden igen. 

Årets største marketing-overraskelse var, da… 

… kunderne begyndte at komme af sig selv i en grad, hvor forretningen knapt kunne følge med. Det var både befriende og angstprovokerende at opleve som marketingchef, at marketingbudgettet for en stund blev sat ud af spil. 

Årets mest opsigtsvækkende marketing-jobskifte var … 

… jeg har ingen anelse og følger nok for lidt med i emnet. Men jeg bliver altid fascineret, når nogen vælger at gøre noget helt andet end det, der ligger lige for. F.eks. siger sit job op for at rejse verden rundt med familien, skifter branche eller bliver iværksætter. 

Efter pandemien ramte, er jeg begyndt at… 

… sætte pris på det, vi har i Danmark, på en ny måde. Naturen, kulturen, velfærdsstaten – herunder sundhedsvæsenet – og den demokratiske samtale. Der er ingen andre steder i verden, jeg hellere ville være under en pandemi end i Danmark.

I 2021 vil hele marketingbranchen tale om… 

… hvordan vi som branche sammen kan bidrage med udsyn, perspektiv, kreativitet og ny historiefortælling til en verden, der i den grad har brug for det. Det håber jeg i hvert fald, at hele marketingbranchen vil tale om. 

Se Anne Kroghs favoritkampagne fra Nike her.