Det var en veloplagt Christian Majgaard, der sparkede Markeds-føringsdagen 2010 i gang. Den tidligere koncerndirektør hos Lego lever nu blandt andet af at rejse verden tynd og sige kloge ting.
– En ekspert er en person, der har begået alle tænkelige fejl inden for et bestemt område, citerede Christian Majgaard indledningsvis Niels Bohr, inden danske virksomheders mangel på marketingfokus fik et par sylespidse bemærkninger.
– Jeg kalder fænomenet ”marketingchefen er på wc”. Og når marketingchefen ikke er til stede, bliver et spørgsmål som ”hvem er kunden?” omformuleret til ”hvem er vi?”. Narcissus A/S og så handler det pludselig om virksomhedens værdier. Man kan måske tvinge medarbejderne til at kalde det en spændende proces, men lortet virker ikke, sagde Christian Majgaard.
– Samtidig bliver kundens behov til virksomhedens behov. Det bliver efterfølgende til en vision. ”Vi skal være den førende…nej, det er andre, der også er gode. Vi skal være blandt de førende. Hvor? I verden? Nej, vi er ikke globale. Vi skal være blandt de førende i Europa. Vent, der er en god virksomhed i Belgien. Ok, vi skal være blandt de førende på udvalgte markeder, sagde Christian Majgaard til de tilhørendes store morskab.
Fejlen består i, at marketing igen og igen bliver begrænset til at handle om kampagner og ”andre kulørte tiltag”. Mens andre vigtige marketingfunktioner som produktudvikling, services og prisfastsættelse bliver overladt til andre.
– Jeg hører stadig virksomheder, der siger: ”Vi brander os kraftigt i uge 42”. Man brander sig hele tiden i alt, hvad man foretager sig. Storytelling og kampagner ændre ikke ved, at eksempelvis Radisson ikke gider købe nye mikrofoner. Jeg var her for otte år siden, og det er den samme mikrofon, sagde Christian Majgaard via en skrantende mikrofon.
Christian Majgaard var hovedtaler ved Markedsføringsdagen 2010, der blev afholdt på Radisson Radisson Blu Falconer på Frederiksberg den 4. juni.
Billedet er taget af fotograf Simon Klein Knudsen/ makwerk.