To af Husets Markedsførings mest markante personligheder fylder i dag rundt.

Den første er medlemschef Jan Maagaard, der i dag runder de 50 år. Før tiden i Huset Markedsføring – hvor han været tilknyttet i fem år og to måneder – huserede han vidt og bredt i den danske marketingbranche.

Bl.a. var han i årrække tilknyttet de danske reklamebureauers brancheforening, DRRB.

Den anden fødselar er bladet Markedsførings redaktør Christian W. Larsen, der har beklædt posten siden 2007.

Før det gjorde Christian W. Larsen bl.a. alverdens tennisarenaer usikre i en årrække som professionel. Efter en uddannelse som cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet trådte han ind i den danske medieverden, hvor han bl.a. skrev for dagbladet Information igennem en årrække.

Herfra kom han via en stilling som redaktør for det storsatsende og hedengangne dagblad Dagen til Huset Markedsførings medier, som han har redigeret de seneste fem år.

– Mit mantra har i 35 år været: “It takes a Dirty Mind to edit a Clean Newspaper”, lyder det i den vante direkte stil fra Christian W. Larsen, da vi bad ham om en kommentar til mærkedagen.