Fødevare-giganten Mars Inc. har forpligtet sig til fra 2020 udelukkende at bruge Fairtrade og bæredygtig kakao og vil bidrage med over 1 million dollar om året til at forbedre produktions- og livsvilkår for kakaobønderne i Vestafrika og
– Denne aftale er et stort skridt på vejen mod vores fælles mål om at gøre det muligt for bønderne at opbygge levende og bæredygtige lokalsamfund. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Fairtrade om at muliggøre råvare-certificering i en stor skala i hele industrien, siger Barry Parkin, der er vicepræsident i Mars Global Chocolate.
Certificeringen af Maltesers, der i første omgang kommer på britiske og irske butikshylder i en Fairtrade-version i 2012, er første del af samarbejdet og vil tilføre 1 million dollar årligt til kakaobønderne, som de kan investere i deres farme, forretningsorganisationer og lokalsamfund.
Men derudover kan bønderne glæde sig til ekspert-rådgivning – Fairtrade vil stå klar med viden om at opbygge fællesorganisationer for bønderne, mens Mars kan levere ekspertise i at øge produktionen.
Og for både Mars og Fairtrade International er det centralt, at det bliver bønderne selv, der kommer til at drive forandringerne – det er den eneste vej til ægte bæredygtighed.
– Vi er begejstrede for aftalens potentiale for virkelig at forandre tusindvis af mindre kakaobønders liv. Vi har allerede set, hvordan den øgede indtægt fra salget af Fairtrade-kakao bliver brugt til at forbedre dyrkningsmetoder og kvaliteten af den kakao, der bliver produceret, til skolegang for børn og sundhedsfaciliteter i deres landsbyer. Men behovet for hjælp er stadig enormt. Derfor er samarbejdet med Mars så vigtigt, siger Rob Cameron, CEO for Fairtrade International.
Mars Inc. står blandt andet bag kendte chokoladebrands som M&M, Twix, Snickers, Milky Way og naturligvis den berømte Mars-bar.