En drøm er måske kommet nærmere. Den sunde chokoladenydelse. I hvert tilfælde har Mars i USA netop lanceret CocoaVia, som vil være at finde i butikkerne om en måned. CocoaVia er lavet af mørk chokolade, som har et højt indhold af flavanol, der ifølge research kan fortynde blodet på samme måde som en aspirin. Chokoladen indeholder ligeledes kolesterolsænkende planteekstrakter, vitaminer og calcium.
For at få fuldt udbytte af CocoaVia, som Mars har brugt 10 år på at udvikle, har chokoladegiganten oprettet en ny division, Mars Nutrition for Health and Well-Being, som skal sælge og distribuere det nye ”vidunder”-produkt.
– Chokolade er den mest populære smagsingrediens i verden. Hjerteproblemer er det største problem for voksne over 40 år i den vestlige verden. Så at sætte de to sammen, må automatisk blive en STOR idé, siger Jimmy Cass, vice-president of marketing hos Mars.
Det er dog ikke alle eksperter, der er lige så imponerede over produktet, som de interne Mars-folk. Nylig research fra den amerikanske Hjerteforening har ikke kunnet etablere det link mellem flavanoler og færre hjerteproblemer, som Mars selv hævder at have fundet. Desuden har flere ernæringseksperter allerede udtalt, at den nye chokolade kun skal spises som en del af en sund diæt, og ”desværre” ikke kan erstatte en balanceret kost. MSOL