Efter fire års samarbejde med IUM valgte den multinationale koncern Mars Incorporated i april at afslutte parløbet og sende sit skandinaviske mediabudget i spil.
Koncernen ejer mærker som Snickers, Bounty, Milky Way, M&M’s, Whiskas, Pedigree, Uncle Ben’s og Dolmio. Og med en årlig nettoomsætning på 30 milliarder dollar i 2010 er Mars Inc. den femtestørste privatejede virksomhed i USA.
Mediabudgettet er ikke oplyst, men ingen tvivl om, at man hos pitch-vinderen PHD er godt tilfredse med, at bureaukonkurrencen om det prestigefulde budget faldt ud til deres fordel.
Nini Roed Andersson, direktør i PHD siger:
– Mars repræsenterer en portefølje af fantastiske brands med en stærk arv. Vi glæder os meget til igen at arbejde sammen med Mars og i fællesskab udvikle innovativ kommunikation, der påvirker og engagerer forbrugerne og gør en forskel.
Og når Nini Roed Andersen siger ”igen”, så er det fordi, PHD faktisk var mediabureau for Mars, inden IUM kom på banen i 2007. Så de to nye samarbejdspartnere kender hinanden ganske godt i forvejen.
PHD får ifølge direktøren ansvaret for at udvikle og levere kommunikations- og mediastrategi for Mars i hele Skandinavien.
Mediabureau-netværket PHD er grundlagt i London i 1990 og har i dag over 2.500 medarbejdere i mere end 62 lande. I Danmark blev PHD etableret i maj 2000, først under navnet MediaWise, men fra juni 2006 som PHD Danmark.