Det bliver udvikling af indhold og nye formater til alle elektroniske platforme, som bliver Martin Abildgaards (31) primære opgave, når han til april forlader TV2 til fordel for produktions-selskabet Mastiff. Og han kommer til at arbejde, ikke alene for Mastiff, men også for det nyetablerede produktionsselskab, Social Club Productions, der fokuserer på udvikling og produktion af drama og comedy.
Martin Abildgaard er, sin unge alder til trods, allerede en veteran i tv-branchen. Han har klippet, komponeret, udviklet, instrueret og produceret på Easy Film, Strix og altså senest på TV 2 – og står bag internationale tv-succeser som På Rejse Med Sjælen og Grib Mikrofonen.
– Der er stor efterspørgsel på unikt og kreativt indhold til alle digitale platforme, men det kræver mod at gå nye veje for at nå de kommercielt attraktive målgrupper. Mastiff tager denne udfordring meget seriøst, og jeg ser frem til at blive en del af et stærkt hold og en organisation med stort potentiale på både det danske og det internationale marked, siger Martin Abildgaard.