– Det er snæversynet at lukke Reklameskolen. Den danske reklamebranche er i forvejen yderst hårdt trængt og vil få endnu et slag tilbage ved, at den vigtigste uddannelse i Danmark indenfor branchen nu er væk.
Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra marketingguruen, Martin Lindstrøm, der må siges at være en elev, der har formået at bruge sin uddannelse på Reklameskolen til noget.
Siden han var elev på skolen har han formået at skabe sig en karriere som marketingguru, hvor han bosiddende i Sydney fungerer som rådgiver for store mærkevarer som Lego, Pepsi, Mars og Microsoft. Han er desuden forfatter til en række bøger om mærkevarer, senest bogen Brand Child.
– Nyheden om Reklameskolens lukning gjorde mig virkelig ked af det. Skolen har for mig personligt betydet, at jeg fik ekstra gødning på rekord fart – en enorm hjælp, der ubetinget er en af årsagerne til, at jeg er, hvor jeg er i dag, siger Martin Lindstrøm, der har utroligt svært ved at forstå, hvorfor skolen aldrig er blevet europæisk eller blot skandinavisk.
– Jeg kan godt forstå, at markedet i Danmark relativt hurtigt kan blive mættet med talentfulde reklamefolk – men dette er langt fra tilfældet på europæisk plan, siger Martin Lindstrøm, der mener, at Reklameskolen for længst skulle have bredt sine vinger på tværs af Europa – og haft engelsk som hovedsproget.

– Ligesom man har den ledende hotelskole i Schweiz og den ledende business school i Paris, så skulle Europas primære Reklameskole have ligget i København. Lukningen af skolen er derfor en trist nyhed reklamebranchen godt kunne have undgået og som på mange områder indikerer, at branchen er inde i et dødvande, der kræver markante ændringer for at skabe den energi jeg så indenfor branchen for blot otte år siden, siger han.
jür