Det er lørdag aften. Han er alene hjemme og sidder og deler et par flasker rødvin med sig selv. Pludselig får han en skør ide. Han sætter sig til tasterne, og inden midnat har han skrevet et strategioplæg, som gør totalt op med virksomhedens tankegang. Inden han når at blive ædru, sender han oplægget til virksomhedens øverste chef.
Det lyder lidt som indgangen til en amerikansk B-film, men er ikke desto mindre situationen for Martin Thorborg, stifter og marketing direktør hos Jubii. Oplægget blev sendt til chefen for Europas største internet-portal Lycos Europe, der også ejer Jubii. To uger efter var det en realitet. Martins Thorborgs forslag til et radikalt strategi-skift for Lycos Europe skal det kommende år gøres til virkelighed på samtlige Lycos portaler. Ideen handler mere konkret om at gøre op med den gamle portalid‚ med at være alt for alle. Fremover skal Lycos i stedet satse på at blive de bedste inden for de fire områder email-tjenester, Instant Messanger, communities og underholdning.
– På sigt skal derake det omkring de fire områder, at vores portaler skal skabe deres eksistensberettigelse og dermed trafik, siger han.
Skiftet i fokus vil kunne få markante konsekvenser for antallet af besøgende, men det er Martin Thorborg villig til at give køb på.
– Vi vil hellere være den bedste nummer to eller tre end den største. Men vi skal ikke alene være de bedste inden for de fire områder, vi skal også gøre det på en måde, så brugeren får en personlig og varm fornemmelse, siger Martin Thorborg, der fornemmer, at flere og flere af de store portaler har fået en status, hvor de bliver opfattet som kolde. Han har en personlig test på, hvorvidt et site er in og udstråler andet end tekst og billeder på en skærm. Hvis en person vil gå med en t-shirt med firmaets navn, har sitet opnået den status, der kendetegner et levende brand på nettet.
– Vi er stadigvæk et stærkt og varmt brand, men jeg kan mærke, at vi langsomt bliver opfattet mere og mere koldt. Den nye strategi vil forhåbentlig stoppe den udvikling, siger han.
Økonomien bestemmer
Konkret betyder skiftet i strategi, at der fremover ikke skal være et BtB-fokus, som der er hos nogle af de andre portaler i Lycos-netværket. Portalerne skal heller ikke forsøge at skabe indholds-tjenester som musik, film og erotik. Men det betyder ikke, at Lycos vil lukke de tjenester, som giver et økonomisk overskud.
– Der vil derfor ikke ske de store ændringer på Jubii. Vi satser i forvejen meget på de fire områder, siger Martin Thorborg.
Konkret betyder det dog for Jubii, at der i fremtiden ikke satses på at udvikle nye indholdstjenester på samme måde, som der har været tidligere.
– Hvis vi ikke havde et film- eller musik-site, ville vi ikke skabe det, medmindre vi kunne gøre det som et strategisk samarbejde. Der er ikke økonomi i at skabe den slags tjenester. Og det er økonomien, som bestemmer, siger han.
Thorborg mener, at tiden er forbi, hvor portalerne skal være alt for alle. I fremtiden vil store portaler som Lycos, Yahoo og AOL ikke kunne konkurrere med at skabe indhold.
– Der var derfor ikke noget alternativ. De store drenge i Lycos vidste, at der skulle ske noget. De vidste bare ikke hvad der skulle til, siger Martin Thorbrog, der stadig venter på endeligt go fra den øverste ledelse i Lycos Europe. Det bliver også Martin Thorborg, der skal stå for implementeringen af projektet i Lycos Europe, der har 1000 medarbejdere.