Danmark har ganske vist ikke lige så stolte traditioner for lange, episke jule-reklamefilm som fx USA og Storbritannien – faktisk er de fleste julereklamer herhjemme rent taktiske – men derfor kan man jo som dansk annoncør alligevel godt putte en lille, sød historie ind i sin julefilm.
Det er i hvert fald hvad isenkramkæden Kop & Kande gør med en ny film skabt af mediabureauet IUM’s kreative digitale bureau Marvelous. Det er tekstforfatter Thomas Westh og Client Service Director Mikkel Stig Christensen, der står bag filmen, der er produceret af Bacon og instrueret af Ada Bligaard Søby.
Konceptet er en videreførelse af tidligere film fra Kop & Kande – og det giver god mening for Mikkel Stig Christensen arbejdede også med kæden, inden han startede hos Marvelous.
Det gjorde han via sit eget bureau, TyveTi, som han stiftede i 2010 sammen med en partner, tekstforfatteren Nicolai Svarer Schwensen, og som sidste år blev valgt af Kop & Kande til at udvikle den kreative platform til kædens tv-reklamer.
I foråret valgte de to partnere imidlertid efter fælles overenskomst at lukke TyveTi – som ellers havde klaret sig godt og haft overskud – så i dag er Mikkel Stig Christensen Client Service Director hos Marvelous, hvor han igen har fornøjelsen af arbejde med kunden.
Om den nye film siger han, at den skal hylde Kop & Kandes seje kunder:
– De elsker at lave mad. De sætter pris på kvalitet. Og når de gør noget, gør de det ordentligt. Men det betyder dog ikke, at de nusser om hver detalje. Det er der sjældent tid til, og derfor går tingene da heller ikke altid helt som planlagt. Men de går trods alt lidt nemmere med det rigtige kram i køkkenet. Og det får man hos Kop & Kande.
Marvelous og Bacon følger op med en ny film i serien i starten af 2014.
Se den nye julefilm fra Kop & Kande her.